DF vil tvinge afviste asylansøgere hjem - selv om de risikerer at blive dræbt

Danmark skal tvangsudsende udlændinge til krigshærgede lande som Somalia og Syrien, selv om de hjemsendte i yderste fald ender med at blive slået ihjel. Det siger formanden for Folketingets udlændingeudvalg, Martin Henriksen (DF), efter afsløringen af, at Danmark har lavet en hjemsendelsesaftale med Somalia.

Foto: Thomas Lekfeldt. Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.
Læs mere
Fold sammen

Ømtålelige aftaler med korrupte lande. Åben strid på Christiansborg. Frihedsberøvelse bag domstoles dobbelt lukkede døre. Totalt mørklagte flyrejser ud af Danmark.

Tvangshjemsendelser af personer med ulovligt ophold i Danmark har i årevis udløst drama, heftig debat i Folketinget og beskyldninger om betændte forhandlinger med udemokratiske regimer.

Den seneste uge har Berlingske afdækket, at danske myndigheder er fløjet til Somalia – og under offentlighedens radar – med to somaliere i efteråret 2016, ligesom det er lykkedes Danmark at få en hjemsendelsesaftale med Somalia, uden at rådgivende organisationer og dele af Folketinget er blevet informeret. Rigspolitiet og Udlændinge- og Integrationsministeriet vil intet fortælle om udsendelserne eller aftalen.

Men hvorfor dette hemmelighedskræmmeri? Hvorfor er tvangshjemsendelserne så ømtålelige? Og hvor langt er vi parate til at gå for at tvangshjemsende udlændinge?

Berlingske har spurgt formanden for Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg, Martin Henriksen, som også er Dansk Folkepartis udlændingeordfører. Martin Henriksen er grundlæggende enig i behovet for mørklægning og har betinget sig, at dette interview som udgangspunkt handler om tvangshjemsendelser generelt med Somalia som eksempel. Henriksen blev valgt til Folketinget i 2005, har beklædt en række ordførerskaber og udvalgsposter, men mest af alt arbejdet med asyl- og udlændingepolitik.

Hvorfor udløser tvangshjemsendelserne så store problemer?

»I al den tid, jeg har siddet i Folketinget og beskæftiget mig med udsendelser, har det været svært at hjemsende afviste asylansøgere og stort set umuligt at tage opholdstilladelser fra folk for efterfølgende at sende dem hjem. Det skyldes flere ting,« siger Martin Henriksen.

»Offentligheden har fået et indtryk af, at et flertal på Christiansborg er klar til at fratage flygtninge deres opholdstilladelse og sende dem hjem. Ofte har der været mere slagkraft i udtalelserne end handling bag ordene. Eksempelvis har flere partier truet med at tage ulandsbistanden fra de lande, der ikke vil tage imod egne borgere. Reelt er der ikke sket noget, før vi nu har fået det med i finansloven. Men den væsentligste årsag er, at lande som Iran, Irak, Somalia og Afghanistan er besværlige, når vi udsender under tvang. For dem er det et prestigetab at tage imod tvangsudviste og en dårlig sag, som har med ære at gøre. Personligt undrer jeg mig over, hvad problemet er. Hvis danskere opholdt sig ulovligt i andre lande, måtte vi da tage dem tilbage. Men okay, nogle lande har mange flygtninge ude i verden. Vi må i hvert fald erkende, at det er hvert land for sig. Det drejer sig om diplomati og penge. Overordnet handler striden om, at Danmark forsøger at lægge arm med andre lande, og at vi er meget flinke. For flinke.«

Hvorfor er debatten så ømtålelig, at de ansvarlige danske myndigheder intet vil sige om eksempelvis Somalia?

»Mange organisationer kæmper for udlændinge og flygtninges rettigheder. De er gode til at råbe højt og på overfladen få det til at se ud, som om nogle udviste er meget velintegrerede. Så bliver der skabt sympati, og det er politikerne ikke så gode til at håndtere. Så begynder de at løbe rundt om sig selv. Vi lever også i en del af verden, hvor alt er gennemsigtigt og åbent. Men når det har at gøre med forholdet til andre lande, er vi nødt til at holde igen. Jeg lever fint med den manglede åbenhed, hvis bare folk bliver sendt ud,« siger Martin Henriksen.

Hvorfor er åbenhed om udsendelserne ikke vigtig?

»Vil vi have et samarbejde om tvangshjemsendelser med andre lande, er åbenhed ikke et plus. Vi risikerer, at det hele falder til jorden. Lande som eksempelvis Afghanistan eller Somalia synes ikke, at det er en god sag og vil ikke have polemik. Det skal man bare acceptere. Her kommer åbenhed langt nede på listen. Det vigtigste er, at flere ryger ud, så vi kan passe på Danmark. Her bliver åbenhed trumfet af Danmarks gode tilstand og fædrelandets ve og vel.«

Man kan vel argumentere for, at transparens og åbenhed om myndighederne er en del af Danmarks gode tilstand og ve og vel?

»Ja, ja, åbenhed er et godt træk ved et samfund. Men alting med måde. Jeg kan godt forstå, at pressen og befolkningen vil have åbenhed. Men man må forstå, at regering, embedsmænd og folketing skal have et arbejdsrum. Ellers bliver det sværere at lave aftaler med landene fremover.«

Hvem har vi allerede hjemsendelsesaftaler med?

»Mig bekendt Afghanistan og Irak.«

Det kan du godt være åben om?

»Det har været fremme så mange gange før.«

Og Somalia?

»Det har jeg ikke behov for at gå i detaljer med.«

Der vinder hensynet til et land som Somalia?

»Det er ikke min opgave at beskæftige mig med gennemsigtighed. Eller korruption i Afrika. Min opgave er at begrænse tilstrømningen til Danmark og få dem sendt ud, der ikke må være her.«

Hvad skylder vi Somalia?

»Nu udtaler jeg mig jo bare generelt,« siger Martin Henriksen.

»Men ikke noget specielt. Jeg synes tværtimod, at lande som Irak og Afghanistan, hvor danske soldater har været indsat, skylder Danmark noget.«

Er det så ikke at gøre knæfald for et land som Somalia?

»En aftale går to veje, og så er udgangspunktet, at vi er høflige og overholder aftalen.«

Hvor overbevist er du om, at det er sikkert at sende udviste til Somalia?

»Det kan vi sagtens. Der er selvfølgelig ikke så sikkert som i Danmark.«

Vi hjemsendte fire somaliere i maj 2015 og to i september 2016 – hvad vil du sige, hvis det viser sig, at én af dem er blevet dræbt?

»Hvis vi har sendt nogen ud, så er det de somaliske myndigheders ansvar.«

Selv om vi har udsendt dem?

»Når man sender nogen til et land, er det dét lands ansvar. Vi kan ikke måle sikkerheden efter dansk og vestlig standard.«

Synes du ikke, at vi har et forklaringsproblem, hvis vi hjemsender folk til forfølgelse og i yderste fald drab?

»Det mener jeg ikke. Vi er nødt til at holde fast i, at lande har ansvar for egne borgere. Det er typisk dansk, at vi skal tage ansvar for alting. Vi får hele tiden at vide, at det er helt udelukket at sende folk til Syrien. Men syrere rejser frivilligt til Syrien, og folk rejser dagligt ind fra Jordan. Det er jo helt sort, hvorfor vi så ikke kan hjemsende syrere. Det lyder måske nedladende, men de mennesker lever under nogle andre forudsætninger – og har altid gjort det.«

Og så må de landes borgere bare leve med, at de risikerer at blive forfulgt og slået ihjel, når de er flygtet og efterfølgende bliver tvangshjemsendt?

»Vi kan ikke tage på os at sørge for varige og stabile forhold i et land, før vi hjemsender. Det er helt vanvittigt, at vi har organisationer og politikere herhjemme, der mener, at et lille land med fem millioner indbyggere skal tage det ansvar på sig. Så må man som politiker leve med at blive konfronteret med de spørgsmål, som du stiller her. På et eller andet tidspunkt kommer der en historie i medierne om, at en hjemsendt er blevet dræbt af en ulykke, et attentat, en kriminel handling, politiet, militæret eller en lokal gruppering. Så vil journalister ringe til os og spørge: Er det ikke dit ansvar? Det må du tage ansvar for? Det vil da på ingen måde være rart.«

Men det er du klar til?

»Ja. Hvis man ikke er parat til at løbe den risiko og tage det ansvar, må man være ærlig over for danskerne og sige, at der ikke kommer til at ske noget. Så får vi ikke nogen sendt hjem. Det er klart, at vi ikke sender folk hjem, hvis vi ved, at der står en henrettelsesbataljon klar i lufthavnen. Men at der måske på et eller andet tidspunkt kan ske noget med en hjemsendt, bør ikke være afgørende – og er det heller ikke for Dansk Folkeparti. Det er ikke et krav fra vores side, at myndighederne skal kunne udstede garantier for de hjemsendte. Det må modtagerlandet tage ansvar for,« siger Martin Henriksen.