DF vil straffe Uganda for anti-homolov

Det skal kunne mærkes på pengepungen, at Uganda har vedtaget en lov, som muliggør livstidsstraf til homoseksuelle, mener Dansk Folkeparti, som vil droppe bistanden til landet.

Danske bistandskroner skal ikke hjælpe et land, hvor homoseksuelle kan risikere fængsel på livstid, hvis de overtræder loven flere gange. Sådan lyder udviklingsordfører Hans Kristian Skibbys (DF) reaktion på en ny lov mod homoseksuel adfærd, som fredag blev vedtaget med stort flertal af parlamentet i Uganda.

»Vi vil ikke bruge danske støttekroner til et land, som er så formørket som Uganda,« siger udviklingsordføreren, som dermed bakker op om Venstres forslag om at indefryse dansk ulandsbistand til Uganda som følge af loven.

»Jeg mener altså, at man skal slå den der pengekasse godt og grundigt i, og det skal foregå med masser af påtaler og forklaringer på, hvorfor vi har lukket pengekassen i,« siger Hans Kristian Skibby.

Loven blev vedtaget i Uganda med et stort flertal og hyldet som en sejr over »det onde« i det dybt religiøse land, hvor homofobi er udbredt. Bøsser og lesbiske bliver ofte udsat for vold og trusler, og menneskerettighedsaktivister melder om lesbiske, der bliver udsat for »korrigerende« voldtægter.

For at loven skal træde i kraft, skal den først godkendes af landets præsident Yoweri Museveni, og Hans Kristian Skibby er sikker på, at Danmark kan påvirke den godkendelse, hvis pengene fra Danmark er på spil.

»Vi har jo givet mange penge. Alene i 2011 gav vi næsten 400 millioner kroner til Uganda, og der er stadigvæk donorprogrammer i landet,« siger han.

Homoseksualitet var i forvejen ulovligt i Uganda, men den nyligt vedtagne lov indskærper straffen ved overtrædelse og kriminaliserer desuden offentlig fremme af homoseksualitet, hvilket vanskeliggør rettighedsorganisationers arbejde i landet.