Dansk Folkeparti melder sig som hidtil eneste borgerlige parti ind i forhandlingerne om regeringens omstridte trafikmilliard til bedre og billigere kollektiv trafik, som har erstattet planerne om en betalingsring om København.
Ifølge gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF) er det vigtigt for Dansk Folkeparti, at yderområderne i Danmark også bliver tilgodeset.
- Vi vil gerne sikre, at når man gør noget for den kollektive trafik, så bliver det ikke bare en hovedstadsdiskussion. Vi vil varetage de områder, hvor det ikke bare drejer sig om billetprisen på en bus, men om hvorvidt der overhovedet kommer en bus, siger Kristian Thulesen Dahl.
I regeringens udspil bliver der investeret to gange 500 millioner kroner til henholdsvis bedre og billigere kollektiv trafik, ligesom der oprettes en trafikkommission, som skal se på, hvordan trængslen i hovedstaden mindskes.
Regeringen har også meldt ud, at den vil finde pengene ved at lukke mulighederne for en uhensigtsmæssig brug af reglerne for registreringsafgift af leasingbiler.
DF: Ok med leasing som finansieringskilde
Ifølge Kristian Thulesen Dahl kan Dansk Folkeparti godt acceptere den finansieringskilde. Men han gør samtidig opmærksom på, at partiet er skeptisk, fordi det bryder med måden tidligere regeringer har fundet penge på.
- I det omfang regeringen selv taler om et uhensigtsmæssigt hul i regler, som gør, at man kan spekulere sig til lavere afgift, så er det et reparationsarbejde, regeringen er ude i i forhold til at sikre statens indtægter fra registreringsafgift. Rent historisk har det været sådan, at regeringer har været varsomme med at bruge denne type penge. Men i det øjeblik regeringen med et flertal siger, at denne type penge vil den bruge på den kollektive trafik, så vil vi være interesseret i at bruge pengene, siger Kristian Thulesen Dahl.
Dam Kristensen tøvende over for DF's udspil
Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) vil ikke umiddelbart give tilsagn til, at Dansk Folkeparti kan komme med i forhandlingerne om trafikmilliarden, men han afviser det heller ikke.
- Det ved jeg ikke. Det handler om, at der skal findes en milliard, hvor det er meget konkret, at der skal være to puljer på 500 millioner (hver, red.), og der skal nedsættes en kommission. Nu må vi jo se. Vi vil først og fremmest arbejde for at få flertal for vores forslag, siger Henrik Dam Kristensen.
Vil I invitere Dansk Folkeparti?
- Nu må vi jo se, hvordan vi får håndteret det på en ordentlig måde. De skal selvfølgelig have et svar på deres tilbagemelding, siger transportministeren.