DF vil bruge ekstra sundhedsmilliarder på akutberedskaber

Regeringen lagde fredag et aftaleudkast på bordet til sundhedsforhandlingerne. DF vil have flere penge.

Dansk Folkeparti vil have to ekstra milliarder til sundhedsreformen, og pengene skal bruges på mere nærhed.

Det fortæller partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) fredag, efter at regeringen og Dansk Folkeparti er færdige med dagens sundhedsforhandlinger.

»Vi agter at bruge dem på at forstærke det nære i forhold til de akutberedskaber, der kan etableres rundt i Danmark,« siger han.

Torsdag fortalte partiformanden, at de seks milliarder, som regeringen i sit udspil har lagt op til at bruge på den såkaldte Nærhedsfond, simpelthen ikke er nok.

Fonden indeholder blandt andet de penge, man sparer ved at nedlægge regionerne. De skal bruges til at bygge de nødvendige faciliteter, som kræves for at flytte opgaver fra sygehusene ud i de 21 nye sundhedsfællesskaber.

Partiformanden fortæller, at Dansk Folkeparti har angivet, hvor de to ekstra milliarder kan findes. Det er dog ikke noget, som han vil løfte sløret for fredag eftermiddag.

Regeringen kom til forhandlingerne fredag med et aftaleudkast i hånden.

Ifølge finansminister Kristian Jensen (V) har Dansk Folkeparti fredag konkretiseret partiets holdning til forslagene.

»Det har været meget nyttigt. Det underbygger nemlig, at vi langt hen ad vejen er enige om, hvad der skal til for at få et sundhedsvæsen, der skaber mere nærhed og forståelse hos den enkelte patient,« siger Kristian Jensen.

/ritzau/