Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det danske velfærdssamfund kan ikke længere bære at lukke ret mange flere ikke-vestlige indvandrere ind i landet, mener Dansk Folkeparti, der på partiets sommergruppemøde fremlagde en plan for de politiske emner, man satser på i efteråret. Antallet af ikke-vestlige indvandrere skal ifølge partiet begrænses eller bringes helt ned.
"Vi foreslår at justere lovgivningen, så færre ikke-vestlige indvandrere lukkes ind i landet. Vi kan ikke have så mange, der ikke bidrager til vores samfund. Alt for mange kommer hertil og nyder. Vi kan se en kobling mellem antallet af udlændinge og opretholdelsen af velfærdssamfundet. Det duer ikke, at så mange ikke-vestlige indvandrere ikke er i arbejde eller uddanner sig," siger Dansk Folkepartis integrationsordfører, Peter Skaarup.
Ifølge DF er de mange ikke-vestlige indvandrere ganske enkelt en møllesten om Danmarks fremtidige muligheder for økonomiske udvikling. Og derfor vil der nu blive lagt pres på regeringen for at mindske antallet af ikke-vestlige indvandrere, der kommer til Danmark. Også selvom statsminister Lars Løkke Rasmussen i dagens udgave af Berlingske Tidende afviser at ændre 24 årsreglen til en 28 årsregel. Også integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har tidligere afvist at imødekomme Dansk Folkepartis krav om strammere udlændingepolitik.
"Det kan godt være, at regeringen har afvist at lave en 28-årsregel, men jeg synes, at de skal klappe hesten og lytte lidt. Vi stiller ikke nogle ultimative krav. Vi har siddet i mange forhandlinger gennem årene, og vi tror på en fornuftig løsning," siger Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard.
Hun hæfter sig ved, at integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) for nylig indkaldte Dansk Folkepartis ledelse til et møde om udlændingepolitikken.
I samme ombæring forslår Dansk Folkeparti, retspolitikken kigges grundigt efter i sømmene. Antallet af lukkede pladser i fængslerne skal blandt andet øges, og vilkårene for at sidde i fængsel skal ændres, så det ikke er bandekriminelle, der styrer løjerne, men fængselsfunktionærerne. Derudover skal kriminelle fra Østeuropa i højere afsone deres straf i hjemlandet og ikke fylde de danske fængsler op, mener Dansk Folkeparti.