DF-toppen holder partiet i et jerngreb

Nye medlemmer bliver screenet af Dansk Folkepartis top, og tidligere medlemmer fortæller om partiets topstyring. Lektor sammenligner medlemsdemokratiet i partiet med det tidligere kommunistparti.

Dansk Folkepartis hovedbestyrelse med Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen, Peter Skaarup og Martin Henriksen (billedet længst til venstre) i den absolutte top kan ekskludere medlemmer, uden at man kan appellere udmeldelsen. Her ses de fire ved partiets årsmøde i Messecenter Herning i 2011. Arkivfoto: Bo Amstrup
Læs mere
Fold sammen

Pensionerede Flemming Franklin Fischer ville gerne være medlem af Dansk Folkeparti.

Ligesom 15.000 andre danskere.

Han havde udfyldt blanketten og betalt kontingentet, men kort efter jul ringede telefonen hos den 65-årige mand fra Østerbro i København. Dansk Folkepartis mangeårige partisekretær, Poul Lindholm, var i den anden ende af røret.

Partisekretæren fortalte, at han havde læst nogle af de mange læserbreve, som Flemming Franklin Fischer havde forfattet gennem tiden. Særligt et mere end halvandet år gammelt DF-kritisk indlæg behagede ikke Poul Lindholm.

»Man skriver ikke negativt om sit parti og sine partifæller,« sagde han ifølge Poul Lindholm selv.

Opkaldet udsprang af, at Flemming Franklin Fischer før jul var blevet overfuset af en indvandrer og i frustration havde meldt sig ind i Dansk Folkeparti. Det måtte være partiet, der forstod hans tanker og følelser, mente han. Det fortrød han, da han fik forbud mod at kritisere partiet.

»Når jeg får sådan en diktering, så bliver jeg dybt rystet. De kæfter op om muslimer, og så indfører de selv ytringsforbud på den måde,« siger han.

Dansk Folkeparti og partiformand Kristian Thulesen Dahl har ellers gjort sig til defensorer for en næsten ucensureret ytringsfrihed oven på terroranslaget i Paris.

»Det er hykleri, der vil noget,« siger Flemming Franklin Fischer.

Sagen er blot ét eksempel på, hvordan Dansk Folkeparti på hidtil ubeskrevet vis tjekker og screener almindelige mennesker, der søger om medlemskab i det fremadstormende parti, som hver femte dansker aktuelt bekender sig til. Andre partier som Venstre, de Konservative og Socialdemokraterne afviser, at de forhåndstjekker nye, menige medlemmer.

Ifølge Dansk Folkepartis egne folk sker det mindst én gang om måneden, at en person, som ønsker at blive menigt medlem, bliver afvist ved dørmåtten til partiets fællesskab.

For selv om der ikke står ét ord om det i partiets vedtægter, er der én regel, som er mejslet med store usynlige bogstaver i DF-ledelsens ABC til folkene i partiets nedre lag: Man må ikke kritisere partiet og slet ikke partiledelsen i offentligheden. Kritik skal holdes bag lukkede døre. Følger man ikke den regel, er man ikke velkommen i Dansk Folkeparti.

Det er folk fra den absolutte top, der er med til at foretage screeningerne af de nye medlemmer. Kristian Thulesen Dahls højre hånd, gruppeformand Peter Skaarup, får listerne med nye medlemmer til gennemsyn og udpeger folk, som skal undersøges nærmere.

»Han (Peter Skaarup, red.) er også med til at screene alle nye medlemmer. Nogle af dem kan han huske helt tilbage fra årene i Fremskridtspartiet, og han kan især huske, hvis en af dem har skrevet noget mindre heldigt på et tidspunkt,« siger Dansk Folkepartis organisationskonsulent, Steen Thomsen, i den nye portrætbog »Peter Skaarup«.

Skaarup bekræfter, at han deltager i processen.

»Der er ikke noget retskrav på at blive medlem af et politisk parti. Grunden til, at vi gør det, er, at vi gerne vil undgå fortidens problemer med ballade i Fremskridtspartiet,« siger Peter Skaarup.

Det er Steen Thomsen og partisekretær Poul Lindholm, der bruger mest tid på screeningen. Tidligere læserbreve og bemærkninger på de sociale medier bliver gennemgået, inden folk eventuelt får et opkald fra Poul Lindholm eller Steen Thomsen, der blandt DF-ere i spøg bliver kaldt »medlemspolitiet«.

»Det gør vi, for at der er ikke er nogen lykkeriddere, eller folk som har skrevet noget i læserbreve eller andet, som vi ikke kan stå inde for. Hvis vi vurderer, at vi ikke ønsker vedkommende som medlem, så kan man ikke blive medlem,« siger Steen Thomsen.

Ren straffeattest

Hvis man ønsker at tage skridtet videre som folketingskandidat, går en helt ny screeningsproces i gang. Der skal man udfylde en omfattende formular med navn, billede, ren straffeattest, hvilke private interesser man har, hvorfor man har valgt at gå ind i politik, hvilke læserbreve man har skrevet gennem tiderne, hvor mange årsmøder man har været til, og ikke mindst hvilke af Dansk Folkepartis mange interne kurser man har deltaget i. Alt sammen er med til at tegne et billede af personens loyalitet over for ledelsen.

Derefter kan man blive inviteret til en samtale med partiets valgudvalg, som blandt andet består af Peter Skaarup, Søren Espersen, Carl Christian Ebbesen og Steen Thomsen. Klarer man det godt til samtalen, kan man blive optaget i ledelsens såkaldte »kandidatdatabase« over godkendte personer, som de lokale opstillingskredse så kan vælge fra.

Et tidligere DF-byrådsmedlem, som meldte sig ud af partiet sidste år, kalder screeningsprocessen for »fuldstændig ekstrem«.

»Det er lige før, de skal have hele din fortid at vide,« siger Kasper Ravn Fredensborg, der nu er løsgænger i Herning Byråd.

Kontrollen med medlemmerne manifesterer sig også, når de vil kommunikere på sociale medier. Selv om Dansk Folkepartis top prædiker maksimal ytringsfrihed, bliver de menige medlemmer samtidig advaret mod at lægge uoverlagte bemærkninger ud på Facebook. I november skrev Lars Ohlsen, der arbejder i partiets presseafdeling, en opfordring ud til alle medlemmer i medlemsbladet Dansk Folkeblad:

»På Facebook bør man ligesom i det virkelige liv vælge sine venner med omhu,« skrev Lars Ohlsen og tilføjede:

»Det er sket, at medlemmer har fået advarsler eller er blevet ekskluderet på grund af deres optræden på sociale medier.«

»Skindemokrati«

Dansk Folkepartis stramme topstyring har rod i partiets stiftelse i 1995, da Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og et par andre besluttede at bryde ud af Fremskridtspartiet efter årevis af intern magtkamp.

Her blev det også besluttet at oprette en smal hovedbestyrelse med udbredt magt til formanden og den fem mand store gruppebestyrelse på Christiansborg. Den magtfulde hovedbestyrelse kan ekskludere medlemmer, uden at man kan appellere udmeldelsen, og kritiseres nu af flere tidligere DF-medlemmer for at være en udemokratisk størrelse, idet flere har oplevet, at opstillingsprocessen ikke har været helt fair.

Holger Gorm Petersen, der er anden viceborgmester i Vejle Kommune, men som blev ekskluderet sidste år og derfor er løsgænger, kalder medlemsdemokratiet i Dansk Folkeparti for et »skindemokrati«.

»Der er nogen, som bliver bedt om ikke at stille op. Det har jeg set. Så får de en sang fra de varme lande om, at det ikke er så godt, at de stiller op,« siger Holger Gorm Petersen.

Et andet ekskluderet medlem siger, at han blev bedt om ikke at stille op til hovedbestyrelsen.

»De personer, der stiller op til partiets hovedbestyrelse er i praksis godkendt af hovedbestyrelsen først. Folk får simpelthen besked på, at hovedbestyrelsen synes, det er en dårlig idé, hvis man stiller op. Det oplevede jeg selv,« siger den tidligere DF-lokalformand i Haderslev Vagn Christensen, der blev smidt ud i 2006 for blandt andet at tale for mere ytringsfrihed i partiet.

Også det tidligere DF-folketingsmedlem Christian H. Hansen, som er en af de få, der gennem tiderne har haft sæde i partiets magtfulde gruppebestyrelse, fortæller, at man blandede sig i udvælgelsen.

»Hvis for eksempel Susanne og Poul ville stille op, så blev det vurderet, hvem af de to, der er bedst for partiet. Det hjalp man til med. I nogle tilfælde blev det sagt direkte og i andre tilfælde var der budbringere,« siger Christian H. Hansen, som forlod partiet i 2010.

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, kan dog ikke nikke genkendende til billedet.

»Ikke mig bekendt. Det må folk selv om. Alle og enhver kan stille op til hovedbestyrelsen på årsmødet,« siger Søren Espersen.

»Poul Blod«

Hvis der først opstår intern uenighed eller ballade ude i de lokale DF-foreninger, tager ledelsen på Christiansborg affære. I flere tilfælde bliver Steen Thomsen eller Poul Lindholm – eller »Poul Blod« som han internt bliver kaldt – indsat som dirigent på møderne i lokalforeningerne for at sikre sig, at alt går, som ledelsen ønsker, at sagerne skal lande.

»Det fungerer i praksis sådan, at så kommer indpiskeren Poul Lindholm ud. Han er efter min vurdering skyld i, at Pia Kjærsgaard har kunnet sidde på toppen i så mange år. Lige så snart der var noget uro på bagsmækken, som man kaldte det, så blev han sendt ud til det førstkommende bestyrelsesmøde, og så fik de besked på, hvad de skulle beslutte. Han har været det, vi kalder en hitman,« siger den tidligere DF-lokalformand Vagn Christensen.

Organisationskonsulent Steen Thomsen bekræfter, at han og Poul Lindholm har været dirigenter på adskillige lokale møder, men siger, at de ofte bliver inviteret af den siddende lokalformand. Alene i generalforsamlingssæsonen i første kvartal er de to centrale organisationsfolk ude til 20-30 generalforsamlinger.

»Så er man sikker på, at tingene kører helt efter bogen. At vi kører helt efter paragrafferne. Vi kan vedtægterne i hovedet,« siger Steen Thomsen.

Kontrollen med baglandet

Kontrollen med baglandet kommer også til udtryk i en række dikterende e-mail fra ledelsen og partiets pressechef, Søren Søndergaard. Da Berlingske for eksempel sidste år bragte et interview med Kristian Thulesen Dahl om hans syn på indvandring, muslimer og folk fra ikke-vestlige lande, skrev pressechefen den 8. februar 2014 klokken 21.07 en mail rundt til DF-baglandet, hvor han kraftigt opfordrede medlemmerne og de folkevalgte til ikke at kommentere sagen.

»Vi vil gerne undgå, at TV får anledning til konflikt-historier på emnet. Og I kan være sikre på, at hvis I kontaktes, så er det for at etablere en konflikt,« skrev Søren Søndergaard og tilføjede:

»Afstå derfor fra at kommentere i medierne. Henvis venligst til medlem af ledelsen, udlændinge- og integrationsordfører Martin Henriksen.«

Et andet eksempel på en e-mail til baglandet fra partisekretær Poul Lindholm sætter situationen lidt i perspektiv.

»Jeg anser DF for at være den største trussel mod DF,« skrev partisekretæren til baglandet den 12. august 2014 og tilføjede:

»Vi har haft en fin sommer mediemæssigt overordnet set. Det grus, der har været i maskineriet, ja, det har vi selv kastet derned i form af lokale fantaster, der strides og kævles, lokale opdateringer på netop FB og et par kronikker, der var overflødige,« skrev han.

Topstyringen i DF er uden sidestykke i nyere tid i dansk politik, vurderer Lars Bille, der er lektor emeritus i statskundskab på Københavns Universitet.

»Medlemsdemokratiet kan ligge på et meget lille sted – også i forhold til de andre partier, som vi har haft i Danmark. Det, der kommer tættest på, er nok Danmarks Kommunistiske Parti i sin tid og SF i begyndelsen. Men ellers kan jeg ikke sige, at der er nogen partier, som har så skrappe krav i forhold til at blive ordinært medlem og for at kunne opstille folketingskandidater. De adskiller sig meget markant fra andre partier på det punkt,« siger Lars Bille.

Ledelsen i Dansk Folkeparti ønsker dog ikke at ændre et komma i topstyringen.

»Det er for at undgå vrøvl. Pia sagde engang, at Dansk Folkeparti skulle være et parti, der var svært at komme ind i og let at komme ud af,« siger næstformand Søren Espersen.

Som medlem må man ikke kritisere partiet i offentligheden. Er det ikke at begrænse medlemmernes ytringsfrihed?

»Så kan de bare melde sig ud. Det er også ytringsfrihed. Det er ikke på den måde, jeg synes, man skal anskue det her. Man skal sige: Her har vi en forening. Vi har nogle fælles mål, som vi gerne nå frem til.«

I år er det 20 år siden, at DF blev stiftet. Er det ikke på tide at åbne lidt mere op?

»Det slækker vi ikke på, det her. Vi vil ikke have interne skænderier i offentligheden. Det vil vi simpelthen ikke acceptere. Det fortsætter også de næste 20 år og de næste 20 år igen.«