DF tilfreds med skrap efterlønsreform

Pia Kjærsgaard (DF) er tilfreds med den efterlønsreform, der er blevet indgået med regeringen og R.

Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard ankommer sammen med partikollegaerne Peter Skaarup (th) og Kristian Thulesen Dahl til Finansministeriet til 2020-forhandlingerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter at have indgået en aftale med regeringen om en efterlønsreform, der kraftigt beskærer efterlønnen, er Dansk Folkeparti tilfredse med resultatet.

- Jeg har sagt, at jeg ikke vil være med til at afskaffe efterlønnen, og det løfte har jeg holdt. Som finansministeren har redegjort for, så bliver den beholdt stadigvæk, siger Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard.

Meldingen kommer efter lang tid i forhandlingslokalet, hvor Dansk Folkeparti sad om forhandlingsbordet med tre partier, der søgte at afskaffe efterlønnen fuldstændig - ganske modsat Dansk Folkeparti.

Resultatet blev en reform, der blandt andet beskærer antallet af efterlønnere fra 120.000 til 30.000 frem mod 2020.

- Jeg tror faktisk godt, at danskerne forstår, at vi ikke har ønsket at genere nogen. Men det her har vi været nødt til, siger Pia Kjærsgaard (DF).

Dansk Folkepartis linje var før forhandlingerne, at efterlønnen i sin hidtidige form skulle forblive uberørt, men efter et flere uger langt forhandlingsforløb måtte partiet slække på sit krav for at imødekomme de andre forhandlingsparter.

I forhandlingsforløbet har Dansk Folkeparti fået en gulerod i form af blandt andet en såkaldt tryghedspakke, der skal forøge straframmen for blandt andet hjemmerøverier.

Samtidig har partiet sammen med forhandlingspartierne i Finansministeriet indgået en aftale om at genoprette dansk grænsekontrol.

Sidstnævnte skabte torsdag stor furore i EU, hvor EU-Kommissionen såede tvivl om, hvorvidt en dansk grænsekontrol var i overensstemmelse med gældende EU-lov.

/ritzau/