DF tilfreds med skatteforhandlinger

Vi møder op til forhandlingerne om skattepakken. Selvfølgelig. Sådan lyder det fra Pia Kjærsgaard.

Dansk Folkeparti er tilfreds med, at VK-regeringen nu indbyder til forhandlinger om den skattepakke, som blev præsenteret tirsdag. Partiets formand, Pia Kjærsgaard, frygter dog ikke, at lynforhandlingerne om skattepakken kun er et skalkeskjul for, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kan udskrive et folketingsvalg.

- Det er i hvert fald ikke vores holdning, ellers var der jo ingen grund til at indkalde til forhandlinger. Men vi møder op. Selvfølgelig gør vi det. Så må andre afgøre, hvor det bærer hen. Og det er det helt normale forløb, når man kommer med et oplæg, som regeringen gør. Så indbyder man til forhandlinger. Det, som har været unormalt, har været, at - i hvert fald De Konservative - har givet indtryk af, at det bare var den plan, som skulle fremlægges, og så kunne partierne bare sige ja. Det er jo ikke sædvane - for en mindretalsregering, siger Dansk Folkepartis formand.

/ritzau/