DF: »Småting« forsinker aftale om Togfonden

En aftale om Togfonden er udskudt til efter nytår, men Dansk Folkeparti er optimistiske og melder om, at regeringen har imødekommet mange af partiets ønsker. Enhedslisten er klar til at skrive under når som helst.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når en aftale om Togfonden ventes at lande efter nytår, bliver det højst sandsynligt med Dansk Folkeparti som yderst tilfredse medunderskrivere. Det fortæller partiets trafikordfører, Kim Christiansen (DF), efter at torsdagens forhandlinger mellem regeringen og forligspartierne – Enhedslisten og Dansk Folkpeparti – ikke mundede ud i en aftale.

»Der er lidt løse ender hist og her. Det er jo en meget stor aftale om 28,5 miliarder kroner, men det er altså småting, der skiller os ad. Der var en rigtig god stemning under forhandlingerne, og når der er god stemning, så opfatter jeg det som, at regeringen er imødekommende over for vores ønsker,« siger han.

To af de helt store stridspunkter har været Vejle Fjord-broen samt en buffer i det 28,5 milliarder store budget på fem milliarder kroner, som Dansk Folkeparti ønsker at indlægge. Dansk Folkeparti vil samtidig have en jernbane til Billund og en opgradering af regionale togstrækninger fra blandt andet Struer til Herning i stedet for en togbro over Vejle Fjord, som regeringen ønsker for at få fuldt udbytte af den såkaldte timemodel, der lover togtransporttid på maksimum én time mellem landets største byer.

Men Kim Christiansen vil ikke gå i detaljer med, hvilke af Dansk Folkepartis ønsker, der ser ud til at blive imødekommet i aftalen.

»Vi er meget positive. Ellers var vi ikke nået så langt som at sige, at vi bare lige skal bruge julen til at tænke over aftalen. Vi har lovet hinanden, at vi ikke nævner indholdet af aftalen, men vi er stadig med i forhandlingerne, og det betyder, at vi er blevet imødekommet på en række punkter, uden at jeg vil gå i detaljer,« siger han.

Spørgsmål: Kan du fortælle, om I får bufferen på fem milliarder kroner i budgettet??»Det har været vigtigt for os, så den forventer jeg egentlig, at vi får,« siger Kim Christiansen.

Trafikordføreren regner med, at parterne mødes igen i begyndelsen af januar. Han fastslår, at Dansk Folkeparti vil bruge tiden over jul og nytår på at få de sidste ting på plads.

»14 dage fra eller til spiller ingen rolle for os, når det handler om 28,5 milliarder kroner,« lyder det fra Kim Christiansen.

Enhedslisten var klar til at skrive under allerede torsdag aften, meddeler partiets trafikordfører, Henning Hyllested (Ø).

»Vi er meget glade for at skulle være med til at underskrive så historisk en aftale som denne her om Togfonden. Jeg synes, det er fair nok, at Dansk Folkeparti lige skal have lidt ekstra tænketid, men jeg er sikker på, at vi lander en rigtig fin aftale efter nytår,« siger han og understreger samtidig, at Enhedslisten også er blevet imødekommet på en del ønsker.

Transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) kalder forhandlingerne for »rigtig gode«.

»Vi er kommet meget langt. Vi har nogle enkelte udeståender, men jeg regner med, at vi snart lander en aftale. Vi har bare inde ved bordet noteret os, at Dansk Folkeparti gerne vil bruge julen til at tænke over nogle ting, og det, synes jeg sådan set, er rimeligt nok,« siger hun til TV 2 News og pointerer yderligere:?»Jeg er villig til at give store indrømmelser til Dansk Folkeparti, og ligeså villig er jeg til at give store indrømmelser til Enhedslisten«.