DF: Regeringen stikker hovedet i busken på handikapområdet

Handikappede isoleres i store institutioner, og det er et udtryk for, at regeringen bør prioritere området højere, lyder det fra Dansk Folkeparti.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen løber fra sit ansvar, når den regner med, at kommunerne tager de fornødne hensyn på handikapområdet.

Det mener Dansk Folkepartis handikapordfører, Karina Adsbøl (DF), efter at Politiken onsdag skriver, at handikappede isoleres i store institutioner, og at de seneste årtiers positive udvikling med fokus på at oprette mindre bofællesskaber, hvor de handikappede kan få mere medbestemmelse, nu går i den modsatte retning.

»Regeringen har ansvaret for at sikre, at kommunerne har de ressourcer, de skal bruge til at sikre de handikappede bedre vilkår,« fastslår Karina Adsbøl over for Berlingske Nyhedsbureau.

Både socialminister Annette Vilhelmsen (SF) og minister for by-, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) har over for Politiken påpeget, at ansvaret for at opføre handikapboliger ligger hos kommunerne.

»Men de stikker jo hovedet i busken i stedet for at handle og gøre noget ved det. Det er nemt at sige, at det ligger hos kommunerne. Ministrene er ikke deres ansvar bevidst,« siger Karina Adsbøl.

I Politiken advarer handikaporganisationer og Institut for Menneskerettigheder om, at de store bofællesskaber ekskluderer de handikappede fra det øvrige samfund, fordi de ofte ligger uden for byerne, og Europarådets menneskerettighedskommissær, Nils Muižinieks, finder det også problematisk, at de handikappede stuves sammen i store institutioner, hvor mange lever sammen, da det kan forhindre dem i at blive integreret i samfundet.

Kommunernes Landsforening (KL) indrømmer ganske vist, at økonomien vejer tungt i beslutningerne om at bygge store bofællesskaber, men formand for KLs social- og sundhedsudvalg, Anny Winther (V), understreger, at der kan sikres et højt fagligt miljø, når handikappede samles i store institutioner. Den er Karina Adsbøl dog ikke med på.

»Det er et lidt sølle argument, for man kan sagtens have faglighed i mindre enheder. Jeg synes, det er et problem, at vi er ved at vende tilbage til noget, vi har kendt tidligere, men som vi afskaffede, fordi det ikke virkede. Man skal passe på med at lade sig forlede af de her stordriftsfordele, for der er ikke meget fordel i det, hvis vi ikke sikrer livskvalitet for de handikappede,« siger hun.

Karina Adsbøl vil derfor opfordre regeringen til at tage kontakt til KL og Danske Handicaporganisationer for at finde en løsning. Handikapordføreren hæfter sig samtidig ved, at Socialministeriet og satspuljepartierne i løbet af året nedsætter en tænketank på handikapområdet, som skal skabe en ramme for, at offentlige aktører sikrer mangfoldighed og inklusion, og hun håber, at det vil føre resultater med sig.