DF: Pinligt, Helle Thorning, pinligt!

Dansk Folkeparti græmmer sig over, at statsministeren øjensynligt ikke har styr på den finanspagt, som hun skal skrive under på.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er kommet på glatis i spørgsmålet om, hvilke konsekvenser det får for Danmark, såfremt finanspagten ikke bliver overholdt.

Torsdag understregede statsministeren, at enhver dansker kan slæbe regeringen i retten, hvis denne mener, at de budgetlove, som finanspagten dikterer, ikke bliver overholdt. Men at EU-Kommissionen intet kan gøre, hvis Danmark ikke overholder reglerne. Statsministeren blev rettet af en juraprofessor og sendte efterfølgende et dementi ud pr. e-mail til b.dk.

Vand på skepsismøllen

- Det er pinligt. Jeg synes, det er pinligt, at Helle Thorning-Schmidt ikke ved, hvad hun selv står og skriver under på, siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Pia Adelsteen.

Helle Thorning Schmidts vaklen er vand på møllen i EU-skeptiske Dansk Folkeparti, der allerhelst så, at finanspagten kom til folkeafstemning.

- Vi bliver konstant beroliget med, at vi kan tage det roligt, og at vi stadig kan gøre, hvad vi vil, selv om vi er med i finanspagten. Men den her budgetlov er et rent EU-diktat, og vi kommer ikke til at kunne ændre det, siger Pia Adelsteen.

Huller med konsekvenser

Hun mener, at der er bemærkelsesværdigt mange huller i de EU-venlige partier viden om finanspagten, der bliver underskrevet fredag.

- Jeg har spurgt i Europaudvalget, om det er muligt at komme ud af finanspagten, hvis der kommer et andet flertal i Folketinget. Og det har ikke været muligt at få et klart svar, siger Pia Adelsteen, der ikke er i tvivl om, hvad konsekvensen bliver, hvis Danmark overholder budgetlovene.

- Hvis vi ikke overholder det, der kommer til at stå i en EU-dikteret budgetlov, så får vi tilbageholdt støttemidler fra EU. Sådan må det være, vurderer Pia Adelsteen.