DF om udgifter til indvandrere: Integrationen har fejlet

Analyse viser, at indvandrere kostede samfundet 28 milliarder i 2014. Indvandring er en belastning, mener DF.

Kristian Thulesen Dahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

Integrationen har slået fejl.

Det dokumenterer en ny analyse fra Finansministeriet, der viser, at indvandrere og efterkommer kostede samfundet 28 milliarder kroner i 2014.

Sådan lyder meldingen fra partiformand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl.

»Jeg synes, at det er et katastrofalt højt tal, som vi belaster de offentlige finanser med.«

»Det er så stort et beløb, at hvis ikke vi havde den belastning i de offentlige finanser, ville vi slet ikke tale om manglende holdbarhed i den økonomiske politik. Eller om, hvorvidt vi har råd til bedre ældrepleje, bedre hospitaler eller mere politi,« siger han og fortsætter:

»Det viser jo, at den integrationslinje, som mange af partierne har, er slået markant fejl.«

I analysen fremgår det, at det samlede nettobidrag for indvandrere og efterkommere fra vestlige lande var positivt og udgjorde knap fem milliarder kroner.

Den samlede nettoudgift for indvandrere fra ikkevestlige lande og deres efterkommere var 33 milliarder kroner.

En stor del af udgifterne til indvandreres efterkommere skyldes, at mere end 80 procent er under 25 år. De er derfor ikke i den traditionelt skattebetalende alder.

/ritzau/