DF ønsker straksforbud nedlagt mod bander

Peter Skaarup vil bruge paragraf 78 i Grundloven til at nedlægge forbud mod bander.

Det er ikke nok, at justitsministeren har bedt Rigsadvokaten, om det er muligt at forbyde Loyal To Familia. De stridende bander skal forbydes først, og så må det juridiske klares senere, mener Dansk Folkeparti. Scanpix/Jens Astrup/arkiv Fold sammen
Læs mere

København. Dansk Folkeparti vil have regeringen til foreløbigt at forbyde en række stridende bander. Det skal gøres med hjemmel i grundlovens paragraf 78.

Det skriver Jyllands-Posten.

Paragraffen lyder blandt andet:

- Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.

Derefter må forbuddets lovlighed afklares ved domstolene efterfølgende, lyder det fra DF-gruppeformanden.

Han er ikke stillet tilfreds af, at justitsministeren har bedt Rigsadvokaten undersøge om banden Loyal To Familia (LTF) kan forbydes.

- Vi ønsker handling på det her område. Bolden er nu sendt til hjørnespark, og der kan jo gå noget tid. Så længe den tid går, ser vi resultatet, siger Peter Skaarup til Jyllands-Posten.

Avisen har spurgt lektor i strafferet på Københavns Universitet Trine Baumbach om, det er en mulighed. Hun mener, at paragraffen "åbner en mulighed" men mener ikke, at der ikke praksis på området.

Både Venstre og Socialdemokratiet viser interesse for idéen.

Retsordfører for Venstre, Preben Bang Henriksen, siger:

- Hvis et forbud mod LTF ville være den sikre omgående stopper for bandekonflikten, kunne man ud fra nødretsbetragtninger overveje at nedlægge forbuddet, selv om holdbarheden ikke var juridisk undersøgt.

Han vil dog nødig indlede en sag, som juristerne på forhånd mener, vil blive tabt.

Selv om Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, tvivler på, at en opløsning af banderne nytter noget, kalder hun idéen "glimrende", hvis der er et juridisk grundlag.

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at forholde justitsministeren forslaget eller kritikken fra Dansk Folkeparti.

/ritzau/