DF med til at skære i ældreplejen i 57 ud af 66 kommuner

Mens Dansk Folkeparti taler om bedre forhold og garantier til de ældre, er partiets medlemmer med til at stemme nedskæringer igennem i kommunerne.

Foto: Torkil Adsersen

Saltum Plejecenter i Jammerbugt Kommune mærker presset efter en fyringsrunde. Kommunens lokalpolitikere har siden 2011 sammenlagt skåret en fjerdedel af ældreområdet, og bag nedskæringerne står bland andre Dansk Folkeparti, skriver Politiken.

Dansk Folkeparti har været med til at stemme for nedskæringer i sammenlagt 57 ud af de 66 kommuner, hvor udgifterne per ældre borger er blevet sænket, viser en gennemgang, som Politiken Research har lavet.

Partiet er ellers kendt for at ville værne om velfærden til de ældre, og så sent som under valgkampen blev der talt om, at en værdighedsgaranti skulle sikre ældre mod våde bleer og uappetitlig mad.

I Ældre Sagen understreger underdirektør Michael Teit Nielsen, at det ikke kan nytte noget, at politikerne på Christiansborg lover en masse, som kommunalpolitikerne efterfølgende siger, der ikke er råd til.

»I nogle kommuner får de ældre gjort badeværelset rent hver tredje uge. I andre kommuner får ældre skiftet sengetøj hver fjerde uge. Det er en ulækker standard,« siger han.

Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Morten Marinus (DF) er også viceborgmester i Jammerbugt Kommune, hvor han har stemt for nedskæringerne. Han påpeger, at der er skåret på grund af halvtomme plejehjem.

»Det er bestemt ikke meningen, at besparelserne skal ramme ældrevelfærden,« siger han til Politiken.

I Guldborgsund Kommune har folketingspolitiker og lokalpolitiker René Christensen (DF) også stemt for nedskæringer. Men han pointerer, at »det er den virkelighed, vi lever i«.

Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup (DF), afviser, at partitoppen lover de ældre nogle forhold, som partifæller i kommunerne ikke kan leve op til.