DF: Lad os da bare diskriminere med burkaforbud

Støttepartiet er ikke bange for at diskriminere ved kun at lade et maskeringsforbud gælde burka og niqab.

Foto: Søren Bidstrup. Støttepartiet er ikke bange for at diskriminere ved kun at lade et maskeringsforbud gælde burka og niqab.
Læs mere
Fold sammen

»Ak«, lyder reaktionen fra DF-næstformand Søren Espersen, efter at DR Nyheder torsdag har kunnet berette, at regeringens udkast til et maskeringsforbud ikke alene vil omfatte de muslimske beklædningsgenstande burka og niqab.

Det kommende forbud vil også omfatte masker, huer, kunstigt skæg og andre beklædningsgenstande, der dækker ansigtet. Det viser regeringens udkast til et lovforslag, som DR Nyheder har set.

»Alle de krumspring, vi foretager os for at undgå 'diskrimination'. Det her drejer sig om burkaer og niqab og intet andet.«

»Så lad os da bare diskriminere. Jeg er så ligeglad. Det her gælder undertrykte kvinder,« skriver Søren Espersen på Twitter.

Til gengæld åbner lovforslaget op for, at man kan dække sit ansigt til, hvis det tjener et »anerkendelsesværdigt formål«. Udkastet nævner som eksempler halstørklæder og huer i kulden eller en udklædning.

Mens Dansk Folkeparti længe har presset på for at forbyde burkaer, har forslaget splittet de tre regeringspartier.

De Konservative har støttet forslaget, mens Liberal Alliance har stejlet.

I Venstre delte spørgsmålet folketingsgruppen i to. Men i november traf partiet en beslutning om at støtte op om »et maskeringsforbud«, da et egentligt burkaforbud kan være religiøs diskrimination.

/ritzau/