DF kræver forbedringer på handicapområdet

Det er meget »frustrerende«, siger DF om kommunernes handicapindsats, efter en kortlægning viser, at der er stor forskel på den hjælp, handicappede får i landets kommuner.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er stor forskel på den hjælp, handicappede og socialt udsatte får i landets kommuner, fastslår den første store kortlægning af kommunernes indsats på handicapområdet.

Det er Socialpædagogernes Landsforbund, der står bag kortlægningen, hvor 97 kommuner er blevet målt på 103 forskellige punkter.

Undersøgelsens resultater kommer ikke bag på Dansk Folkepartis handicapordfører, Karina Adsbøl (DF).

»Det er en problemstilling, som Dansk folkeparti har rejst gentagne gange over for de tre socialministre, vi har haft i den her regeringsperiode. Og hver gang jeg har haft det her op at vende med ministeren, henviser han til det kommunale selvstyre, og det er meget frustrerende, fordi vi netop ser de her mennesker blive ramt,« siger hun.

Hun opfordrer kommunerne til at opsøge VISO, der hører under Socialstyrelsen, for at få rådgivning på det sociale område.

Ifølge formand for Social- og Sundhedsudvalget, Thomas Adelskov (S), skal undersøgelsen dog tages med et gran salt.

»Man skal tage undersøgelsen for det, den er. Det er i hovedsagen i en interviewundersøgelse med nogle af deres egne medlemmer. Den bygger altså ikke på videnskabelige eller valide faktuelle oplysninger«, siger han.

Den udtalelse møder modstand hos DF-politikeren, der kun kan nikke genkendende til problemet med forskellige indsatser hos de forskellige kommuner.

»Jeg kan henholde mig til alle de henvendelser vi får i socialudvalget, og alle de mails vi får fra rigtig mange borgere, som er i klemme, og som mener, at de ikke får den nødvendige hjælp. Der er store udfordringer på det her område,« fastslår Karina Adsbøl og tilføjer, at partiet skal til drøftelser med socialminister Manu Sareen (R) på onsdag.