DF kalder skattefri tyverisikring for en falliterklæring

Det er en falliterklæring, når Socialdemokraterne overvejer at indføre skattefradrag i kampen mod indbrudstyve, mener Morten Messerschmidt. Han mener, de åbne grænser er årsag til, at Danmark placeres i top på indbrudsliste.

Foto: Camilla Rønde
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en falliterklæring, at Socialdemokraterne overvejer at gøre det skattefrit at tyverisikre boligen. Det mener Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet, Morten Messerschmidt (DF).

»Hvis Socialdemokraterne kan finde penge til at skabe skattefradrag til tyverisikring, er det fint nok. Jeg synes bare, det er en falliterklæring, at man skal bede folk om selv at forestå beskyttelsen mod indbrudstyve, når det i virkeligheden er politikerne, der har ladet landet stå pivåbent ved grænsen,« siger han.

En analyse fra Det Kriminalpræventive Råd, som har brugt den nyeste statistik fra Eurostat, viser, at Danmark indtager andenpladsen blandt EU-lande, når det handler om flest indbrud per borger.

Tallene viser ifølge Politiken, at der i 2012 blev begået indbrud i cirka 43.000 danske privatboliger. Det svarer til knap 800 indbrud per 100.000 danskere, eller at der i gennemsnit var ubudne gæster i et dansk hjem hvert 12. minut.

Morten Messerschmidt mener, at de åbne grænser i høj grad er skyld i problemet, fordi det gør det let for østeuropæiske tyve at komme til Danmark.

»Det skriger til himlen, at man ikke vil gribe fat om nældens rod og indrømme, at de åbne grænser er en af de allerstørste syndere, når det kommer til den meget voldsomme udvikling, der er sket inden for denne kriminalitet i disse år.«

Spørgsmål: Har vi ikke selv et ansvar for at forsikre vores egen bolig?

»Det har vi givetvis, men det er kun, fordi EU-politikken og de danske EU-politikere har spillet fallit. Jeg synes, det er trist, at man skal ty til at sige, at nu skal borgerne investere i store tyverialarmer for at beskytte deres private bolig. Det burde sådan set være en politisk opgave at sikre, at der ikke kommer tyvebander ind i Danmark,« siger Morten Messerschmidt.