DF: I den ideelle verden kan man ikke købe energidrik

Det er problematisk, at børn og unge fylder sig med de koffeinholdige energidrikke som Red Bull og Cult. Det mener Dansk Folkeparti, som vil have mere oplysning om de skadelige effekter til forældrene.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hjertebanken og åndenød er bare nogle af konsekvenserne, hvis man drikker for mange af de stærke energidrikke som Cult og Red Bull. Og det er der flere og flere børn og unge, der gør ifølge Jyllands-Posten, hvilket bekymrer Dansk Folkepartis fødevareordfører, René Christensen (DF).

»Det er ærgerligt, at de unge bruger energidrikkene på den måde, hvor de drikker dem i så store mængder. Dansk Folkeparti kæmpede i sin tid imod overhovedet at få produktet på markedet, og nu kan vi så se, at der er nogen, der misbruger det. Det er selvfølgelig problematisk,« siger han.

Problemet med de populære energidrikke er ifølge fødevareordføreren, at de unge i høj grad forbinder dem med sodavand.

»Det smager jo også sådan. Samtidig kan de hurtigt mærke, at der er en virkning. Der er jo ingen tvivl om, at hvis man indtager flere af de her energidrikke, så kan man mærke en form for eufori. Og så er det klart, at der er nogen, der skal prøve det af - også i større mængder,« siger René Christensen.

Han tror dog ikke, at det er muligt helt at få taget Red Bull og lignende mærker af hylderne i supermarkedet. I stedet er det derfor vigtigt at sørge for at få forældrene på banen.

»I den ideelle verden var der slet ikke sådan et produkt her - og slet ikke ét, der henvender sig til unge. Men jeg tror, det vigtigste er, at også forældrene finder ud af, at det her ikke bare er en sodavand, selv om den står på hylden i supermarkedet,« siger fødevareordføreren.

Man kan få energidrikkene i dåser på helt op til en halv liter, men selv om René Christensen mener, at størrelsen på dåserne også har noget at gøre med, hvorfor de unge drikker så meget, så er han ikke for yderligere regulering på området.

»Man skal også passe på med at regulere for meget. Det handler om, at forældrene især ikke skal opfatte det her som sodavand. Selv om energidrikken henvender sig til unge mennesker, som man kan se på dåserne, så har forældrene ansvaret, indtil børnene bliver 18 år,« siger han.

»Det er derfor, jeg tror, det er så vigtigt at lave en kampagne, der giver forældrene en idé om, hvad det her drejer sig om.«