DF holder første del af årsmøde lukket for pressen
Det går godt i meningsmålingerne for tiden for Dansk Folkeparti og formand Morten Messerschmidt.

Det går godt i meningsmålingerne for tiden for Dansk Folkeparti og formand Morten Messerschmidt.

Første del af Dansk Folkepartis årsmøde lørdag bliver forbudt for pressen.
Det fremgår af en mail til pressen om årsmødet, der finder sted i Roskilde Kongres- og Idrætscenter.
Pressen er således nægtet adgang til den del af årsmødet, hvor DF fremlægger regnskab og budget, og hvor der er fri debat. Det finder sted fra klokken 10 til 12.
Dermed får pressen altså ikke mulighed for at fortælle om eller referere fra den del af årsmødet til offentligheden.
Det er ellers ganske normalt, at pressen har adgang til hele årsmødet. Også hos andre partier.
DF er ikke et uvæsentligt parti i dansk politik for tiden. I meningsmålingerne går det godt for DF, som i den seneste måling foretaget for Ritzau af analyseinstituttet Voxmeter står til 14,1 procent. Dermed er DF det største parti i blå blok.
Til resten af programmet fra klokken 13 til 17 må pressen gerne være til stede. Det er i det tidsrum, at DF-formand Morten Messerschmidt holder tale.
- Glæd dig til en eftermiddag med politiske taler, gæsteindslag, aktuelle debatter, uddeling af priser og andre programpunkter, står der på DF's hjemmeside om den del af årsmødet, hvor pressen kan være til stede.
Politisk ordfører Peter Kofod (DF) ser ikke de store problemer i partiets beslutning om at udelukke pressen fra dele af årsmødet.
- Jeg synes også, det handler om at være lidt sig selv, når man berører de organisatoriske dele af partiets drift. Vi synes, det er fair nok, at man som medlem kan gå på talerstolen, hvis der er diskussioner, uden at det vedrører resten af Danmark, siger Peter Kofod til TV 2.
Allan Boye Thulstrup, som er forperson for Dansk Journalistforbund, siger til TV 2, at DF's beslutning er "helt utroligt udansk".
RITZAU