DF holder fast i krav

Thulesen Dahl holder fast i krav om penge til akut kræftbehandling og bedre løn til plejepersonale. Han er usikker på, om regeringen kan rokkes på skatten.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen-Dahl, sagde sent tirsdag eftermiddag, at pengene til akut kræftbehandling "uden tvivl" skal med i finansloven, som blev fremlagt tidligere på dagen uden disse midler. Når pengene ikke er med, er det af rent tekniske grunde, fordi det ikke kunne nås inden trykningen af finansloven, forklarede han som undskyldning for regeringen.

Samtidig fastholder den meget centrale forhandler fra regeringens støtteparti, at der også skal afsættes penge til de lavtlønnede grupper inden for pleje- og sundhedssektoren. Det vil Dansk Folkeparti kræve i den kvalitetsreform, som forhandles sideløbende med finansloven, og som finansloven skal afspejle.

Thulesen-Dahl er skeptisk over for, om forhandlingerne om regeringens skattepakke, som fortsætter onsdag, kan føre til noget.

/ritzau/