DF: Godt USA er med i aftale

Det er godt, at USA kom med i klimaaftale på Bali. Næste skridt er bindende mål ved klimatopmødet i København, siger miljøordfører Morten Messerschmidt (DF).

På Bali kom USA med i klimaaftalen, men den rummer ikke bindende mål. Det skal nås næste gang ved klimatopmødet i 2009 i København.

Det siger Dansk Folkepartis miljøordfører, Morten Messerschmidt, til Ritzau.

- Det er godt, at vi har fået USA med i en aftale. Næste etape må gælde, at vi også får dem med til bindende målsætninger. Inden vil Danmark og forhåbentlig også i EU have langt mere ambitiøse målsætninger, siger han, og påpeger, at Folketinget forhandler en energiplan med markante reduktioner af CO2-udslippet.

Morten Messerschmidt mener ikke, at det nytter noget at kritisere USA for at blokere for en mere vidtgående aftale.

- Man kan være idealistisk og kræve, at udslippet skal være nede med x procent om y år, men så vil hverken Kina, USA eller Indien komme med i aftaler.

/ritzau/