DF: Godt at regeringen har forladt den brændende platform

DF ser fine takter i regeringens 2025-plan - men også et par tidsler, der skal plukkes i forhandlingerne.

Dansk Folkepartis reaktion på regeringens 2025-plan er lidt mere positiv end sidst, støttepartiet skulle kommentere en 2025-plan fra regeringen.

Modsat V-regeringens store forkromede økonomiske plan fra sensommeren 2016 er VLAK-regeringens 2025-plan mere afdæmpet, lyder det fra finansordfører René Christensen.

- Jeg hæfter mig først og fremmest ved, at regeringen trods alt har flyttet sig væk fra den brændende platform og snak om store reformer.

- Og så hæfter jeg mig også ved, at økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl siger, at en af mulighederne er at få opkvalificeret nogle af de ledige, der står på kanten af arbejdsmarkedet.

- Det hilser vi meget velkommen, siger DF-ordføreren.

Regeringen lægger op til en øget vækst på 80 milliarder kroner og en øget beskæftigelse på 60.000 personer. Det er et meget højt ambitionsniveau, mener René Christensen.

- Og det kan da undre, at man kan fastholde det på 60.000, når man har taget delen om højere pensionsalder ud. Men nu må vi se, hvor vi ender henne.

Regeringen lægger i 2025-planen op til skattelettelser. Hvor store og for hvem får vi først svar på, når regeringen til efteråret fremlægger et egentligt skatteudspil.

René Christensen kan ikke efter tirsdagens fremlæggelse af de økonomiske planer afgøre, om der vil være råd til skattelettelser.

- Det er lidt et katalog over, hvor vi står i dag. Der er ikke rigtig nogen værktøjer med i planen. Det er et statusnotat for, hvor dansk økonomi står.

- Så vi snakker ikke om skattelettelser endnu og da slet ikke før, vi har fået at vide, hvilket beløb vi står med i sidste ende.

/ritzau/