DF: Frisører, negleteknikere og efterskoler bør have lov til at åbne

Andelen af coronasmittede er faldet til det laveste niveau siden september, og derfor vil Dansk Folkeparti have igangsat en genåbning af små serviceerhverv og efterskolerne.

Dansk Folkeparti appellerer til at få skudt en forsigtig genåbning af samfundet i gang. Partiet mener nemlig, at det er på tide at sende eleverne tilbage på efterskolerne og lade de små serviceerhverv slå dørene op igen.

Det sker i kølvandet på, at positivprocenten blev målt til 0,55 søndag, hvilket er det laveste niveau siden september 2020. Det var samtidig niende dag i træk, at positivprocenten var under 1,00 for coronatest foretaget i det offentlige system. Der blev fundet 754 positive coronaprøver ud af 136.208 testede personer. Det fremgår af Statens Serum Instituts daglige opgørelse.