DF forventer retssager mod Danmark efter fængselsaftale

Retsordfører Peter Skaarup (DF) forventer, at udenlandske kriminelle vil udfordre Danmark ved domstol.

- Jeg er sikker på, at nogle af de udenlandske kriminelle får så meget medlidenhed med sig selv og får nogle emsige advokat til er rejse sager. Men jeg mener, at de godt kan pakke sammen, siger Peter Skaarup (DF) Philip Davali/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den aftale for Kriminalforsorgen, som regeringen onsdag har indgået med flere partier, kan skabe problemer i forhold til internationale konventioner.

Det siger professor i kriminologi ved SDU, Linda Kjær Minke. Hun vurderer, at udsendelse af dømte til afsoning i udlandet kan skabe problemer i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det samme forventer Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

- Jeg er sikker på, at nogle af de udenlandske kriminelle får så meget medlidenhed med sig selv og får nogle emsige advokater til at rejse sager. Men jeg mener, at de godt kan pakke sammen, siger Skaarup.

Uden at tage direkte stilling til brud på konventioner erkender justitsminister Nick Hækkerup (S), at der kan komme udfordringer.

- Når først vi kommer i gang, vil der sikkert dukke ting op, som vi ikke har set, og det må vi håndtere, så godt vi kan, siger han.

Regeringen og partierne bag aftalen er enige om, at det kun er udvisningsdømte, der sendes ud. Og så vil man i første omgang fylde lejede fængselspladser i Kosovo op med dømte uden børn.

- Vi har gjort, hvad vi kan, for at sikre, at det her er inden for reglerne. I virkeligheden prøver vi at sige, at der i det fængsel, vi lejer, vil gælde præcis de samme regler som i Danmark. Ombudsmanden vil kunne foretage kontrol, siger Hækkerup.

DF's retsordfører ser sagen omvendt: De personer, som sendes til afsoning i Kosovo, vil være "tæt på deres netværk og alle de andre kriminelle, de har samarbejdet" med.

SPØRGSMÅL: Der er før gennemført lovgivning, hvor Danmark har tabt (ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, red.), så er det udelukket, at det kan ske?

- Det må fremtiden vise. Men jeg synes, at vi har gjort alt, hvad vi kan, for at sikre os imod lige præcis den situation, siger Skaarup.

Danmark har prøvet i flere år at lande en aftale med et tredjeland om afsoning, blandt andet Rumænien. Det er ikke lykkedes, og aftalen, der blev præsenteret onsdag med Kosovo, er heller ikke faldet på plads.

Det mener Nick Hækkerup, at den vil gøre.

Norge har erfaring med at sende dømte til afsoning i udlandet. Forskning viser ifølge Linda Kjær Minke, at der er betydelige udfordringer med det. Blandt andet at fængselsansatte ikke taler de indsattes sprog, og at resocialisering og uddannelse derfor kan være meget vanskelig.

Desuden er der retten til besøg af pårørende og advokater, hvor afstanden kan blive meget lang.

- Det kan kollidere med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der giver ret til familieliv - og i særdeleshed i forhold til børnenes perspektiv, siger Linda Kjær Minke.

SF, som også er med i aftalen, kalder aftalen om udlandsfængsler en "nødløsning".

- Vi mangler hænder, og dem kan vi ikke skaffe på kort sigt, selvom om vi stod med en kæmpe pose penge, siger retsordfører Karina Lorentzen (SF).

Partiet kan acceptere det, fordi det løser et akut og konkret problem.

- Vi har i SF gjort alt, hvad vi kan, for at sikre, at det sker på danske vilkår.

- Det her holder sig inden for de internationale konventioner, så derfor er jeg optimistisk, i forhold til at det er en fornuftig aftale. Det har været vigtigt for os, at vi især tager hensyn til børnene, siger Lorentzen.

/ritzau/