DF fastholder lønkrav

Dansk Folkeparti vil fortsat finde en pose penge til et lønløft i den offentlige sektor, selvom der ikke er afsat midler i regeringens forslag til finanslov.

Dansk Folkeparti fastholder sit krav om at afsætte en pose penge til højere løn i den offentlige sektor, selvom finansminister Thor Pedersen (V) tirsdag afviste at finde pengene i finansloven.

- Det må kunne dribles frem til scoring, at vi får løftet niveauet for nogle af de lavtlønnede grupper - uden at det nødvendigvis betyder, at alle andre siger, at så skal vi have det samme, siger Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti vil øge lønnen for udvalgte grupper med fem milliarder kroner. Men på Thor Pedersens forslag til finanslov er der ikke nogen lønpulje, og finansministeren forventer ikke, at han kommer til at finde pengene på et senere tidspunkt.

- Jeg skal ikke ud og finde fem milliarder. Jeg håber, at alle på et tidspunkt indser, at for at undgå at slå den danske model i stykker, så skal politikerne lade arbejdsmarkedets parter forhandle løn, sagde han tirsdag.

/ritzau/