DF er ikke klar til at sikre flertal for S-pensionsudspil

Der er for mange ubesvarede spørgsmål i Socialdemokratiets pensionsudspil, mener Dansk Folkeparti.

Bent Bøgsted, DF. Fold sammen
Læs mere
Foto: Katrine Emilie Andersen

Socialdemokratiet kan få svært ved at samle et politisk flertal bag det pensionsudspil, som formand Mette Frederiksen tirsdag fremlagde.

Hos De Radikale er man skeptiske over for, om ikke-nedslidte får adgang til tidligere pension som følge af udspillet.

Heller ikke Dansk Folkeparti er parat til at indgå i en pensionsaftale hen over midten.

Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, savner svar på en række oplysninger om Socialdemokratiets udspil, før regeringens støtteparti kan tage stilling til, om man vil støtte eller afvise udspillet.

Ligesom De Radikales Sofie Carsten Nielsen henviser Bent Bøgsted til, at nedslidte burde få hjælp via seniorførtidspensionen.

»Vi er enige i princippet om, at man som nedslidt skal kunne trække sig tilbage i god ro og orden. Det ligger i ordningen om seniorførtidspension. Men den valgte Mette Frederiksen som beskæftigelsesminister at tage ind under paraplyen af almindelig førtidspension, så den blev udvandet og ikke kom til at virke,« siger Bent Bøgsted.

DF vil først efter valget kunne tage stilling til forslaget, siger Bent Bøgsted. Han henviser til, at Socialdemokratiet vil involvere arbejdsmarkedets parter i udformningen af det konkrete indhold, hvilket først vil ske efter valget.

/ritzau/