DF efterlyser national handleplan for lungesygdomme

Dansk Folkeparti kræver en national handleplan for lungesygdomme såsom KOL.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De danske læger skal være hurtigere og bedre til at konstatere lungesygdomme.

Sådan lyder det fra Dansk Folkeparti, der kræver, at regeringen lancerer en national handleplan for lungesygdomme såsom KOL (Kronisk Obstruktiv Lungelidelse). Det skriver metroxpress.

»Jeg ønsker en handlingsplan og en større indsats på området. Jeg vil tage det op med vores nye sundhedsminister og se, hvordan vi kommer til bunds i det her,« siger Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF), til metroxpress.

Liselott Blixt har som social-og sundhedsassistent arbejdet med patienter med KOL, som ifølge DF-ordføreren er et område, der får for lidt fokus.

Danmarks Lungeforening har længe efterspurgt en lungeplan, og derfor vækker Liselott Blixts udmelding glæde.

»Det er en meget, meget opløftende melding. I dag er det ikke beskrevet i detaljer, hvordan det skal foregå fra forebyggelse til tidlig opsporing til rehabilitering.

Vi skal have hele spektret med, så det indgår i den forpligtende lungeplan som regioner, kommuner og læger samtidig vil blive målt på,« siger bestyrelsesformand Johannes Flensted-Jensen til metroxpress, som forgæves har forsøgt at få en kommentar fra sundhedsminister Sophie Løhde (V), der er på ferie.