DF efter Ole Birk Olesens skæbnemøde: »Det ligner en meget stor næse til ministeren«

Ole Birk Olesen (LA) kan efter alt at dømme fortsætte som transportminister, efter at han denne morgen skulle redegøre for, om han havde tilbageholdt afgørende oplysninger i sagen om det kriseramte PostNord for forligspartierne.

Foto: Liselotte Sabroe

Ole Birk Olesen (LA) overlever efter alt at dømme som transportminister.

Det tyder alt på, efter at Ole Birk Olesens ministerliv gennem den seneste uge har hængt i en tynd tråd.

Denne morgen skulle ministeren overbevise forligspartierne bag postforliget - og ikke mindst Dansk Folkeparti - om, at han ikke havde tilbageholdt væsentlige oplysninger gennem måneder for forligskredsen om, at det kriseramte PostNord havde behov for en kapitalindsprøjtning i milliardklassen.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har i skarpe vendinger erklæret sig utilfreds med Ole Birk Olesen, som de anklagede for at tilbageholde oplysninger. Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, har ligeledes kaldt Ole Birk Olesen for arrogant og inkompetent som transportminister.

Hvis Dansk Folkeparti havde trukket sin støtte til Ole Birk Olesen, havde han været færdig som minister, men på mødet beklagede Ole Birk Olesen, at han ikke havde informeret forligsparterne, som de havde ønsket.

»Jeg har taget ad notam, at det skal være bedre. De vil gerne have det hurtigere. Jeg synes, at man skal respektere de forligskredse. Når et flertal siger, at jeg har gjort det forkert, så er det forkert,« siger Ole Birk Olesen efter mødet med postordførerne og finansminister Kristian Jensen (V) om det kriseramte PostNord.

»Det beklager jeg. De vil gerne have tallene før, vi i ministeriet har bekræftet dem,« siger Ole Birk Olesen.

Kim Christiansen skal til et møde med partiledelsen klokken 11, hvor de vil træffe en endelig afgørelse om Ole Birks fremtid.

»Jeg hører det her som en beklagelse fra ministeren om, at vi har fået manglende og for sen information. Det ligner en meget stor næse til ministeren, men nu tager vi en diskussion på mødet klokken 11,« siger Kim Christiansen:

»Nu har vi i hvert fald en base for at samarbejde bedre fremadrettet,« siger han.

Postselskabets redningsplan, der blev fremlagt i sidste uge, indeholdte både en stor fyringsrunde, men også et behov for en kapitalindsprøjtning på 2,34 milliarder kroner for at vende underskuddet, som den danske og svenske stat står til at skulle finde i egen lomme.

Og netop det beløb mente oppositionen, at ministeren havde hemmeligholdt for forligspartierne alt for længe. Partierne mente, at Ole Birk Olesen allerede den 19. december på et møde med topledelsen i PostNord blev orienteteret om beløbets størrelse, hvorimod forligspartierne først blev orienteret i sidste uge, som Politiken kunne fortælle i sidste uge.

Ole Birk Olesen har hidtil afvist, at beløbet blev diskuteret allerede i december, men det har et mødereferat ifølge både S og DF modbevist. Blandt andet derfor var der i dag orienteringsmøde mellem transportministeren og finansministeren samt forligspartierne i Finansministeriet.

Forud for mødet havde Dansk Folkeparti sagt til Børsen, at de ville vente med at afgøre transportministerens fremtid til efter tirsdagens møde.

Her ville det samtidig blive klart, om PostNord skal reddes, eller om et flertal i Folketinget vil lade det statsejede selskab gå konkurs.