Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det var ikke en fejl på stemmesedlerne, der kostede de Konservatives spidskandidat i Sønderjylland, Mike Legarth (K), genvalg til Folketinget ved valget 18. juni.
Godt nok stod han ikke øverst på sedlen, der ved en fejl var oplistet alfabetisk, men det havde ingen betydning for resultatet.
Det slår social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) fast i en meddelelse til Folketinget.
»Beregningen af differencen mellem den valgte kandidat og den kandidat, der fejlagtigt ikke var anført øverst på stemmesedlen, har imidlertid i de beskrevne tilfælde ingen relevans for fordeling af tillægsmandater,« lyder det fra ministeren.
Hun henviser til, at tillægsmandaterne ikke fordeles direkte på baggrund af kandidaternes stemmetal, men på baggrund af partiets stemmetal i de enkelte storkredse - og først herefter på baggrund af antallet af stemmer på kandidaterne i den storkreds, tillægsmandatet tilfalder.
»Konsekvensen af dette er således alene, at de fejl i stemmesedlerne, som udtalelserne vedrører, ikke under nogen omstændigheder kunne have ændret på, hvilken kandidat der var valgt for partiet, og at de berørte kandidater således ikke - med nogle ekstra stemmer - kunne have overtaget tillægsmandatet fra den kandidat, der blev valgt,« konkluderer Karen Ellemann.
Det fremgik ellers i første omgang fra en betænkning fra Udvalget til Valgs Prøvelse, at Mike Legarth kun manglede 51 stemmer for at tage tillægsmandatet fra partifællen Brian Mikkelsen (K), der nu er en af partiets seks folkevalgte på Christiansborg.