»Det værste er, hvis mine data ender med at gøre andre mennesker ondt«

Om hvorfor den radikale minister Sofie Carsten Nielsen har sagt ja til at udstille sine privatfølsomme data.

Interview med den radikale minister Sofie Carsten Nielsen om hvorfor hun har sagt ja til at udstille sine privatfølsomme data. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Præcis hvor løber Sofie Carsten Nielsen (R) i København? Og hvor hurtigt? Hvor meget korresponderer hun med sin folketingsgruppe? Eller det radikale bagland? Hvor handler hun? Og hvor meget er økologisk?

Berlingske har helt exceptionelt fået adgang til uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens (R) private data. Vi har gransket, analyseret og kortlagt hendes e-mails, SMSer, telefonopkald, dankortkøb, løbedata, Facebook-konto og meget andet.

Sofie Carsten Nielsen, hvorfor deltager du i dette dataprojekt?

»Jeg vil gerne opnå, at vi får en åben og demokratisk debat om, hvordan fremtiden former sig. Vores samfund bliver mere og mere digitalt. Det giver muligheder. Men det giver også udfordringer. Jeg har indflydelse på, hvordan vi regulerer vores data, og så synes jeg også, at jeg må sætte mig selv i spil.

«Hvad var afgørende for, at du sagde ja til, at vi måtte kortlægge dine data?

»Nysgerrighed. Jeg vil gerne se, hvilke digitale spor jeg efterlader mig. Jeg er meget begejstret for teknologi, som giver utrolig mange muligheder. Men er vi nødt til at blive klogere på udfordringerne. Alle de data, der findes om mig, hvor ligger de? Hvor meget intimt og personligt indhold findes der om mig? Og hvem har adgang til det? Det skal vi kunne debattere.

«Hvad er din egen holdning til, om der er brug for mere kontrol med vores data?

»Jeg er grundlæggende stor tilhænger af brug af data, især til forskning. Men jeg har ikke lagt mig fast på noget standpunkt.

«Har du en idé om, hvor mange data der findes om dig?

»Jeg har en idé om, at der findes ret megen data om mig, men også at det meste er isoleret, så hvem som helst ikke kan krydse mine data. Men som politikere er det vigtigt at spørge: Passer vi godt nok på folks data?

«Hvad er du mest bekymret over, at vi kan finde i dine data?

»Jeg er mest bekymret for det politiske indhold. Jeg kommunikerer fortroligt som politiker og vil ikke bryde den tillid, som jeg har med kolleger. Jeg er mindre bekymret for mine private oplysninger, men der er både private og politiske kilder, som jeg har kommunikeret med i fortrolige rum.

«Alene dine metadata - hvem du taler med hvornår - udstiller jo de fortrolige rum?

»Det er klart. Det er en del af eksperimentet. Alle dem, jeg kommunikerer med, sætter jeg også i spil ved at give jer adgang. I kan se, hvem jeg taler mere med – og mindre med – i hvert fald digitalt. I kan se, på hvilket tidspunkt af døgnet jeg taler med hvem. Det er som udgangspunkt fortroligt og kommer ikke andre mennesker ved. Men det er prisen for at vise sine digitale spor - prisen for at vise, hvad vi efterlader af spor.

«Hvor meget har du indtil nu tænkt over at sikre dine data, når du kommunikerer?

»Ikke meget. Jeg har tænkt over, at jeg ikke vil lægge ting ud på internettet om mine børn, som de kan få det dårligt med, når de bliver større. Når jeg i dag kommunikerer om fortrolige forhold som minister, sker det gennem fortrolige systemer, vi har masser af fortrolige systemer, og overbringer f.eks. fortrolige aktstykker med sendebud. Men når jeg kommunikerer privat og sender SMSer, gør jeg ikke noget særligt.

«Har du vendt projektet med din mand?

»Han synes, at jeg er lidt tosset. Han er ikke spor interesseret i, at det kommer til at handle om ham, eller hvordan vi kommunikerer. Men han siger, at det er min beslutning, og han forstår godt, at det har et demokratisk aspekt. Han er også med på, at det kommer til at involvere ham, fordi det handler om, hvem man kommunikerer med. Og jeg kommunikerer naturligvis meget med min mand.

«Så du havde ikke sagt ja, hvis du f.eks. havde en affære?

»Ja. Det havde ikke været godt.«

Sofie Carsten Nielsen griner først - og siger så:

»På den anden side tror jeg, at jeg kunne have tillid til, at I ikke ville udstille, at jeg havde en affære. Det er et hypotetisk spørgsmål, men nej, havde jeg en affære, var jeg nok ikke med i projektet.

«Har du vendt med din partiformand, Margrethe Vestager, at vi fik adgang til at kortlægge dine data?

»Ja, jeg syntes, at jeg skyldte at orientere min poltiske leder. Hun synes egentligt, at det er fint, men jeg fik også det indtryk, at hun ikke selv ville have lyst. Sådan har rigtig mange af mine partifæller reageret, når jeg har orienteret dem. Og i øvrigt rigtig mange andre.

«Hvad vil du sige til dem, der tænker, at det er vanvittigt at lade andre gennemanalysere sine data?

»Jeg er nok et lidt naivt menneske på nogle områder. Men så har jeg tænkt: Hvad er det værste, der kan ske?

«Hvad er det værste?

»Det værste er, hvis mine data ender med at gøre andre mennesker ondt. Hvis jeg bryder den fortrolighed, som de havde regnet med, der lå i vores kommunikation.

«Men den risiko er du klar til at løbe?

»Jeg er nok lidt naiv. Men jeg regner også med, at jeg har en fortrolighed med jer. Jeg regner med, at dette projekt ikke handler om at gøre folk ondt, men jeg ved godt, at den risiko er der. Det er klart, at den risiko er til stede, når man udleverer så megen fortrolig information om sig selv, som også handler om andre. Og ja, jeg er godt klar over, at det er risikabelt at udlevere mine oplysninger til andre end dem, der egentlig er sat til at passe på dem, især journalister. Men jeg forsøger også at demonstrere en meget stor tillidserklæring over for pressen.

«Der har nogle gange været tale om et anstrengt klima mellem journalister og politikere. Er det en medvirkende grund til, at du nu går forrest?

»Ja. Når jeg tænker over det, er det en medvirkende begrundelse. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal være så paranoide over for hinanden. Vi bør kunne føre en åben debat. Nu forsøger jeg i hvert fald at vise tillid.«