Det starter med frihedsrettighederne

Foto: Pressefoto. Merete Riisager (LA)
Læs mere
Fold sammen

Grundlæggende har det enkelte menneske, der beslutter sig for at slå sig ned i Danmark ansvaret for sin egen integration. Samtidig må vi konstatere, at vi i Danmark har fejlet med den del, der er vores. Vi har lagt røgslør ud over det væsentligste: Kravet om accept af demokratiets grundpræmisser. Vi har diskuteret frikadeller og hovedpåklædning og samtidig holdt nydanskere i den vildfarelse, at der ikke findes særlige krav i forhold til at indgå som fuldgyldige borgere i et demokrati. Det gør der.

 

”Jeres frihedsrettigheder gælder ikke for os”. Sådan skrev en ung dansk muslim til mig i en Facebook-debat i dagene efter terrorangrebet i Paris. Jeg har ingen grund til at tro, at han var hverken ekstremist eller stærkt troende.  Når nogle grupper af danske muslimer er af den opfattelse, at de grundlæggende værdier og rettigheder, vores samfund hviler på, ikke gælder for dem, har vi et problem.

 

Kort sagt kan vi ikke leve side om side med parallelle normsystemer for, hvordan et samfund skal indrettes. Vi kan være rygende uenige indenfor den ramme, der udgøres af demokratiet, men ikke udover rammen. Det fungerer ikke. Vi kan ikke være nogle, der ønsker demokratiet, og andre, der ønsker at bekæmpe det. Vi kan ikke både indrette vores institutioner efter at kønnene er lige værdige og efter at de ikke er det. Vi kan ikke mødes på lige vilkår i en verdslig offentlighed, hvis nogle kræver, at religiøse normkrav skal veje tungest. Vi kan ikke lære unge at udfordre dogmer, hvis en enkelt religion, skal være undtaget for kritik. Vi kan ikke beskytte seksuelle og religiøse mindretal, hvis et antal borgere mener, de ikke er værdige til beskyttelse. Vi har ikke religionsfrihed i praksis, hvis nogen mener, at det at skifte religion bør straffes, og at de selv påtager sig at chikanere og forfølge. Vi kan ikke bevare ytringsfriheden i al dens vildtvoksende mangfoldighed, hvis nogle er parate til at true andre til tavshed.

 

Mens den yderste højrefløj har kørt debatten rundt i frikadellefars, har naivisterne på venstrefløjen og langt ind over midten den tvivlsomme ære for, at ”det multikulturelle samfund” er blevet opskriften på værdirelativisme. Enhver, der har givet et pip fra sig og krævet forståelse for og accept af danske og vestlige værdier er blevet manet til jorden med et indholdsløst og illusorisk krav om ”tolerance”. Kravet om tolerance er et formkrav uden indhold, for hvad er det, vi skal tolerere? Der er blevet sagt så meget ævl. Vi har kastet os over det mindst vigtige og har givet efter der, hvor slaget burde stå: De vestlige værdier. Det er tid til at stoppe op og gøre status.

 

Hvis vi ikke skal ende et opdelt samfund, hvor nogle gruppe ikke accepterer grundpræmisserne for det samfund, de er en del af, bliver vi nødt til at gøre det helt klart, hvad der forventes. Frihedsrettighederne er en afgørende præmis: Demokratiet, ikke bare som en tilbagevendende afstemning om magten, men som en kultur baseret på frihedsrettigheder. Ytringsfriheden, religionsfriheden, individets uafhængighed og integritet, kønnenes ligeværd, beskyttelsen af seksuelle minoriteter. Det kan der ikke sjakres med.

 

Jeg er dødtræt af at blive mødt med eksempelvis de radikales formkrav om at vi ikke skal hænge os i, om man ”spiser gris eller ej”. Mangfoldighedsfortalerne hos de radikale og på venstrefløjen får reduceret forskellene til at handle om ydre ting: Mad og tøj. Mad er følelser, kultur og historie, men det er jo ikke der, det starter. Om folk spiser lam, ko eller gris er fløjtende ligegyldigt, hvis de samtidig accepterer præmisserne for det demokratiske samfund. Lige så træt er jeg af de, der påstår, problemerne ikke findes. Det gør de.

På omtrent samme tidspunkt, hvor den unge mand svarede mig, at han ikke så sig selv som værende bærer af frihedsrettighederne, var der en dansk-muslimsk læge, der skrev til mig: ”Jeg anser mig som liberal. Jeg er imod ufrihed og går ind for ubegrænset ytrings-, presse- og forsamlingsfrihed. Men jeg føler mig ikke som dansker.” Når danske muslimer, der værner om de værdier, der holder vores demokratiske samfund sammen, ikke føler sig som danskere, har vi også et problem.

 

Den danske læge, der er muslim, ved at friheden er forudsætningen for, at vi kan mødes og leve her i fred med hinanden. ”Du er dansker, når du selv vil det” vil jeg sige, til ham. Vi kan leve her sammen. Hovedbeklædning og spisevaner er ikke afgørende, når vi deler det vigtigste; de grundlæggende vestlige værdier. Vi kan dele historien, flaget og traditionerne, for vi står på det samme fundament.

 

Og til den unge mand, vil jeg sige: ”Uanset, om du finder ytringsfrihed og frihedsrettigheder anmassende eller ej, må du finde dig i, at de også gælder for dig. Kan du ikke tilslutte dig de grundlæggende præmisser, dette samfund er bygget på, må du overveje grundigt, om det er dansker, du vil være. Du lever i et land, hvor der er frihed på alle hylder. Du kan vælge religion, påklædning, livsstil, uddannelse, og politisk ståsted præcis, som du vil. Men hvis du vil være en fuldt integreret borger i det her land, må du acceptere den grundlæggende præmis. Frihedsrettighederne sikrer, at vi kan være her sammen, selvom vi ikke er enige. Derfor starter det hele der – med frihedsrettighederne.”