Det var ellers meningen, at det skulle være med til at styrke demokratiet.
Et forsøg på at gøre det danske folketing mere underholdende.
Men nu er det slut.
Onsdag besluttede Udvalget for Forretningsorden i Folketinget at afskaffe partilederdebatterne i Folketinget, som ellers har været fast inventar siden 2019. Det skriver Ekstra Bladet.
Det skortede ellers ikke på lovord om, hvor stor en styrkelse af demokratiet indførelsen af partilederdebatter ville være, da daværende formand for Folketinget Pia Kjærsgaard (DF) til Jyllands-Posten præsenterede sine nye tiltag.
»Vi drøftede politikernes lave troværdighed hos vælgerne for to år siden, og her besluttede vi, at vi måtte gøre et eller andet fra Folketingets side for at gøre det lidt mere levende og interessant, så folk følger mere med i, hvad der foregår i Folketinget. Det er jo dejligt, hvis det her kan styrke interessen og demokratiet op til valget,« sagde Kjærsgaard dengang i 2018.
Søvndyssende tiltag
Men debatterne har trods trofast tv-dækning fra både Folketingets egen tv-kanal og TV 2 News ikke kunnet løfte sig helt derop, hvor danskerne har siddet klinet til skærmen, når partilederne foldede sig ud om aktuelle emner.
»Det er et klart flertal i Udvalget for Forretningsordenen, som har besluttet at nedlægge partilederdebatten i Folketingssalen. Der var tale om en prøveordning, som skulle evalueres under alle omstændigheder. Flertallet syntes ikke, at ordningen fungerede efter hensigten, og det var baggrunden for beslutningen om at stoppe den,« skriver Folketingets nuværende formand Søren Gade (V) til Ekstra Bladet.
Det er da heller ikke nødvendigvis alle de folkevalgte, der har været lige opstemte, hver gang der har fundet en partilederdebat sted i Folketingssalen.
For eksempel havde Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, tydeligvis svært ved at holde sin øjne åbne, til trods for at det ellers var hans egen formand, Troels Lund Poulsen (V), der var i det varme sæde.
