Det skete der, da Sass pludselig beskyldte Hjort for magtmisbrug og refererede fra et lukket møde

En onsdag eftermiddag gik tre topsocialdemokrater til et hemmeligt møde hos finansministeren. Mødet blev en central del af en regulær politisk krig på ord mellem en af regeringens tungeste ministre og Socialdemokratiet. Vi er dykket ned i beskyldningerne om magtmisbrug – og ser nærmere på, hvem der har ret.

Arkivfoto: Finansminister Claus Hjort Frederiksen svarer på spørgsmål fra journalister på Christiansborg Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Christiansborg, onsdag 28. september

Mette Frederiksen havde det på fornemmelsen.

Om lidt skulle hun have at vide, at Socialdemokratiet ikke længere var velkomne.

S-formanden var sammen med partiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, og den politiske ordfører, Nicolai Wammen, på vej til et møde i Finansministeriet.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) havde inviteret det største oppositionsparti til et forhandlingsmøde om regeringens 2025-plan, og den socialdemokratiske top fulgtes ad fra partikontorerne på Christiansborgs 2. sal.

Mødet, hvor også Finansministeriets departementschef, Martin Præstegaard, deltog, var kalendersat til at vare en time.

Mette Frederiksen var overbevist om, at Claus Hjort Frederiksen på mødet ville meddele dem, at regeringen havde tænkt sig at sigte efter en rent blå 2025-aftale, og at Socialdemokratiet derfor ikke ville blive inviteret til flere forhandlinger.

Sådan skulle det ikke gå.

Men mødet i Finansministeriet den onsdag eftermiddag skulle vise sig at blive bemærkelsesværdigt for Socialdemokratiet af helt andre årsager.

Et skænderi med to spor

Timen hos Hjort blev en helt central del af en omfattende krig på tal og ord mellem toppolitikere fra Venstre og Socialdemokratiet.

En politisk strid, der fik en ledende S-politiker til helt usædvanligt at bryde de uskrevne regler på Christiansborg om, at man aldrig refererer fra et lukket møde.

Og hvor beskyldningerne var af en sådan karakter, at de selv i et miljø præget af store uenigheder stak ud som særligt grove.

Allerede i stridens begyndelse kunne man for eksempel se Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, lange ud efter Claus Hjort Frederiksen i Politiken med ordene:

»Jeg kender ikke fortilfælde, hvor man på den måde og så groft manipulerer, når man fremlægger sine egne vurderinger af, hvad det i givet fald betyder. Det er vanskeligt at se andet, end at det er noget, der ligner en krigserklæring.«

Uenigheden centrerer sig om Socialdemokratiets oplæg til 2025-forhandlingerne, »Stol på Danmark«, som Claus Hjort Frederiksen beskyldte for ikke at hænge sammen.

Socialdemokratiet anklagede efterfølgende Hjort for selv at stå bag beregningerne af planen og for at misbruge det ellers neutrale embedsværk til regulært politisk bestillingsarbejde. Desuden mente partiet, at finansministeren bevidst havde regnet på planen under helt forkerte forudsætninger.

Det efterlader os med to spørgsmål:

Har Claus Hjort Frederiksen bedt embedsmænd i Finansministeriet regne Socialdemokratiets 2025-plan ned under gulvbrædderne og dermed i princippet brugt skattekroner til egen politisk vinding?

Var Socialdemokratiets plan så ukonkret, at Claus Hjort Frederiksen med rette selv kunne lægge bestemte forudsætninger ned over den?

Politiko har forsøgt at finde svaret på begge spørgsmål.

Det har ikke kunnet lade sig gøre i det ene tilfælde.

Socialdemokratiet med Henrik Sass Larsen som hovedafsender hævder fortsat, at Hjort har indrømmet, at han selv stod bag beregningerne. Det har ikke været muligt at få hverken be- eller afkræftet den udlægning.

Men påstandene i selve talkrigen kan vi godt forsøge at blive klogere på.

Vi har derfor bedt en af landets førende økonomer gå regnestykkerne fra henholdsvis Finansministeriet og Socialdemokratiet efter i sømmene og desuden komme med en samlet vurdering af, hvordan det hele hænger sammen.

Den gennemgang vender vi tilbage til længere nede.

For at forstå forløbet bliver vi nemlig nødt til først at fortælle hele historien om, hvordan talkrigen pludselig eskalerede.

Manipulation og vildledning

Derfor vender vi tilbage til, hvorfor Mette Frederiksen troede, at Claus Hjort Frederiksen var på vej til at vise Socialdemokratiet døren, og hvorfor mødet i Finansministeriet den onsdag eftermiddag endte med at blive omdrejningspunktet for disputten.

Vi begynder dagen inden mødet – om tirsdagen. Her var Hjort i Politiken bannerfører på en kras kritik af Socialdemokratiets forhandlingsoplæg.

Med »nye beregninger fra Finansministeriet« i hånden, som det hed i avisen, kaldte Hjort Socialdemokratiets plan for »fup«.

Han anførte, at der manglede 6,5 milliarder kroner, før partiet kunne finansiere den tryghed for boligejerne, de velfærdsprioriteringer og den offentlige vækst på 0,6 procent om året frem mod 2020, som blandt andet var udpeget som de vigtigste, socialdemokratiske prioriteringer.

Modsvaret fra Socialdemokratiet kom prompte:

»Bevidst manipulation og vildledning.«

I regnestykket havde Finansministeriet lagt helt forkerte forudsætninger ned over Socialdemokratiets oplæg, mente finansordfører Benny Engelbrecht.

Omvendt pointerede Hjort, at det var nødvendigt, når Socialdemokratiet ikke havde fremlagt en mere konkret og fyldestgørende plan.

Ministeriet havde eksempelvis fjernet tre milliarder kroner fra råderummet i Socialdemokratiets plan med den forklaring, at pengene skulle bruges til at finansiere en afskaffelse af PSO-afgiften, hvilket er en såkaldt »bunden opgave«.

Men Socialdemokratiets plan giver ikke svar på, hvordan pengene til at tilbagerulle afgiften skal findes. Partiet har skrevet, at finansieringen skal tilvejebringes gennem forhandlinger.

Finansministeriet havde derudover regnet med, at Socialdemokratiet skulle finde penge til at gennemføre alle projekterne i den stort anlagte trafikaftale Togfonden DK. I planen står der da også, at det er »vigtigt for Socialdemokratiet, at alle projekterne i Togfonden DK gennemføres«.

Partiet har dog ikke peget på en fuld finansiering af alle projekterne men henviser i stedet til, at forligskredsen, som Socialdemokratiet er en del af, i juni besluttede at udskyde flere af projekterne.

Claus Hjort Frederiksen fastslog over for Politiken, at Socialdemokratiets regnestykke går i minus frem til 2020, hvis partiet ønsker en offentlig vækst på 0,6 procent om året.

Det vakte stor irritation i Socialdemokratiet, at Finansministeriet regnede på effekterne i 2020, når planen er et 2025-oplæg, der sigter mod balance i netop 2025 og ikke rummer konkrete oplysninger om udgifter og indtægter i 2020.

Min vej – og den anden vej

Angrebet fra Hjort på side 5 i Politikens tirsdagsavis blev altså bemærket i Socialdemokratiet, men det var ikke noget, der slog partiet helt ud af kurs. Det er bestemt ikke en sjældenhed i dansk politik, at en regering er under beskydning fra oppositionen – og svarer tilbage.

Men roen varede ikke ved.

Da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) senere den tirsdag, klokken 13.25, gik på talerstolen til Dansk Industris (DI) årlige topmøde i Operaen, begyndte Mette Frederiksen pludselig at få fornemmelsen af, at regeringen lagde an til at sende hendes parti ud på sidelinjen.

»Der er min vej. En vej, hvor vi hæver ambitionerne. Gør Danmark stærkere. Og så er der den anden vej. Den vej, hvor man dropper ambitionerne. Deler ud af det, vi har. Bevarer status quo,« bekendtgjorde Løkke i sin tale med direkte henvisning til oppositionspartiets bud på en 2025-plan.

Socialdemokratiet er ved at »lægge fundamentet til endnu et historisk vælgerbedrag«, lød det efterfølgende fra statsministeren, da han stillede op til en kort presseseance i eftermiddagssolen uden for Operaen.

Imens var Mette Frederiksen gået på talerstolen på DI-topmødet.

»Det lyder som om, at valgkampen er ved at blive skudt i gang,« konstaterede hun efterfølgende over for pressen.

Tirsdag eftermiddag sendte Socialdemokratiet en mail

Mette Frederiksen opfattede statsministerens fremfærd som decideret aggressiv og var noget paf over retorikken.

Der gik ikke lang tid, efter Løkke trådte ned fra talerstolen i Operaen, før partiapparatet i Socialdemokratiet for alvor begyndte at undre sig over, hvorfor Hjort var endt op med det resultat, både han og Løkke turnerede med.

Partiets økonomer blev sat i gang med at dissekere Hjorts regnestykke. Finansministerens angreb skulle ikke stå uimodsagt, når Lars Løkke Rasmussen oveni fremturede med valgkampsretorik og anklagede Socialdemokratiet for at have fremlagt »en ikke-plan«, som statsministeren formulerede det.

Klokken 16.41 tikkede der derfor en mail ind til korpset af Christiansborg-journalister.

Afsender: Socialdemokratiet
Emnefelt: »10 alvorlige fejl i FM-beregninger af S 2025-oplæg«

Socialdemokratiet mente at havde fundet ti »dybt kritisable fejl« i Finansministeriets beregninger, og i mailen havde partiets pressetjeneste vedhæftet et baggrundsnotat, hvor de ti fejl blev gennemgået.

Mailen indeholdt desuden et citat fra Henrik Sass Larsen, som kaldte det »meget alvorligt og fagligt dybt problematisk, at Finansministeriet vil lægge navn til deciderede ukorrekte påstande«.

»Der er tale om et politisk bestillingsarbejde, der bygger på adskillige faktuelle fejl,« lød anklagen fra den socialdemokratiske gruppeformand.

Derudover fremgik det, at partiet nu kaldte finansministeren i samråd.

Indkaldelsen stod Henrik Sass Larsen bag. Det var første gang nogensinde, at han i sine 16 år på Christiansborg kaldte en minister i samråd.

En usædvanlig drejning

Tilbage til mødet i Finansministeriet.

Trods beskyldninger S og V imellem dagen forinden, stod det klart, at finansministeren ikke lagde op til at afskære Socialdemokratiet fra det videre forhandlingsforløb.

Hjort bød på danskvand, cola, kaffe og Matador Mix, og stemningen var, som de fleste, der har siddet i forhandlinger med den garvede Venstre-strateg, plejer at beskrive den, god og konstruktiv.

Men da snakken faldt på den kritik af S-oplægget, Claus Hjort Frederiksen dagen forinden havde lanceret i Politiken, blev tonen en anelse hårdere.

Da den socialdemokratiske trio forlod Finansministeriet, var de forundrede. Mødet havde i deres øjne taget en usædvanlig drejning.

Dagen efter fik vi svar på hvorfor.

»Det har jeg selvfølgelig ikke sagt«

Tidligt torsdag morgen bragte TV 2 News et interview med Henrik Sass Larsen, hvor den socialdemokratiske gruppeformand gik hårdt til angreb på Claus Hjort Frederiksen, som han beskyldte for at være ophavsmanden til beregningerne af Socialdemokratiets plan.

Sass valgte – helt ekstraordinært og højst usædvanligt – at referere fra det lukkede møde i Finansministeriet dagen forinden. Hjort erkendte ifølge den socialdemokratiske gruppeformand over for den snævre kreds af mødedeltagere, at det var ham selv og ikke ministeriets partineutrale embedsmænd, der havde udarbejdet beregningerne.

»Vi er ret oprørte over det. Jeg mindes ikke at have set en minister sige, at ministeriet ikke kan stå inde for tal – som man så indrømmer at have lavet selv. Det er groft manipulerende,« sagde Sass til TV 2 News.

Efterfølgende udlagde han over for Ekstra Bladet sin version af ordvekslingen:

»Jeg spørger: »Er det Finansministeriet, der står bag de beregninger?«. Til dette svarer Claus Hjort: »Nej, det er mine beregninger«.«

Hjort havde siden Politiken-artiklen ikke udtalt sig offentligt om talstriden ud over i et indlæg, der blev bragt både på regeringens hjemmeside, regeringen.dk, og på netavisen Altinget.dk, hvor han gav sit svar på Socialdemokratiets ti kritikpunkter.

Men nu følte finansministeren, at han var nødt til at gå på skærmen med et svar på anklagen fra Sass.

Fredag formiddag omkring klokken 11 stillede han op foran Finansministeriets ikoniske glasdør og svarede på spørgsmål fra pressen.

»Hør nu her, hør nu her, jeg er jurist. Jeg sidder i Finansministeriet. Det er jo ikke mig, der laver nogle beregninger overhovedet. Jeg spørger ministeriet: Under de her forudsætninger, hvordan hænger det regnestykke så sammen, og det leverer ministeriet et regnestykke på,« sagde Claus Hjort Frederiksen.

Dermed gjorde finansministeren det klart, at han havde bedt sine embedsmænd regne på Socialdemokratiets plan under forudsætninger, han selv stillede op. Hjort mente nemlig, at Socialdemokratiet manglede at angive væsentlige finansieringskilder, og derfor lagde han nogle antagelser ned over S-udspillet.

Journalisterne spurgte videre:

Har du sagt til Henrik Sass Larsen på et møde: »Jeg har lavet de her beregninger«?

»Nej, det har jeg selvfølgelig ikke sagt. Jeg har sagt, at under de her forudsætninger, der har ministeriet besvaret det her, og det står ministeriet jo inde for,« sagde Hjort.

Hvorfor tror du, at Henrik Sass Larsen har fået den opfattelse?

»Det skyldes jo udelukkende, at det er blevet afsløret, at hans plan ikke hænger sammen. Altså at det er en plan, der har kæmpe mangler, og så er det i Sass Larsen-stil jo det bedste bare at angribe.«

Lyver Henrik Sass Larsen?

»Han lyver ikke,« lød det fra Claus Hjort Frederiksen.

En enkelt A4-side

Få timer efter seancen i Finansministeriet offentliggjorde Politiken klokken 13.09 en netartikel, hvor avisen gjorde det klart, at beregningerne af Socialdemokratiets plan var blevet sendt i en mail fra Finansministeriets officielle kanaler mandag eftermiddag – dagen inden artiklen med beregningerne af S-planen blev bragt.

Politiken fik desuden stillet en afdelingschef til rådighed, der gennemgik beregningerne med avisens journalister og efterfølgende var til stede under interviewet med Claus Hjort Frederiksen.

I artiklen fremgik det også, at embedsmænd i Finansministeriet har erkendt over for Politiken, »at beregningerne hviler på usikre forudsætninger om Socialdemokraternes politik«. Eksempelvis i forhold til afskaffelsen af PSO-afgiften og realiseringen af projekterne i Togfonden DK.

Avisens politiske redaktør, Anders Bæksgaard, valgte desuden at offentliggøre de beregninger, Finansministeriet sendte, på Twitter. Det viste sig, at der var tale om en enkelt A4-side.

Socialdemokratiet har siden kritiseret, at Finansministeriets logo ikke fremgår af beregningerne, og at beregningerne dermed ser uofficielle ud.

Statsministeren blev samme dag spurgt til Socialdemokratiets kritik:

»Jeg har ikke så meget at sige til det. Claus Hjort har jo ikke lavet nogen beregninger. Han er en dygtig finansminister, men det er ikke ham, der sidder og regner,« lød Lars Løkke Rasmussens svar.

Efter Hjort bekendtgjorde, at det var hans forudsætninger, der lå til grund for Finansministeriets beregninger, bad Jyllands-Posten lektor på RUC Birgitte Poulsen, der forsker i forholdet mellem ministre og embedsmænd, om at sætte et par ord på det dilemma, embedsværket opererer under i dag:

»Hjort har ikke brudt loven eller det, man kalder god forvaltningsskik. Embedsmænd har kun pligt til at sige fra, når noget er klart ulovligt, og det er det her jo ikke. Dilemmaet er, at vi har et embedsapparat, som skal være partipolitisk neutralt, men som samtidig skal levere varen politisk og tjene den til enhver tid siddende minister. Og hvis det betyder, at de bryder med deres faglighed, så mister systemet sin troværdighed,« forklarede hun til avisen.

Bagsiden-af-en-bagerpose-beregninger

Der blev nogenlunde stille om talkrigen efter den torsdag.

Claus Hjort Frederiksen svarede på en række spørgsmål fra Finansudvalget om Socialdemokratiets plan, og Lars Løkke Rasmussen blev ligesom Hjort kaldt i samråd om beregningerne. Statsministeren afviste at stille op.

Men onsdag 12. oktober blussede striden op igen, da der var ministerspørgetid i folketingssalen – blandt andet om Claus Hjort Frederiksens beregninger, som Benny Engelbrecht ville have finansministeren til at forholde sig til endnu en gang.

»Socialdemokraternes udspil rejser en række spørgsmål omkring, hvordan initiativer og finansiering hænger sammen i de enkelte år frem mod 2025. På den baggrund har jeg tilladt mig at lægge nogle antagelser ned over Socialdemokratiets udspil, og mine embedsmænd har herefter udarbejdet en vurdering af centrale elementer i udspillet baseret på netop disse antagelser. Det står jeg selvfølgelig fuldstændig ved,« indledte Claus Hjort Frederiksen.

Her gentog Hjort altså pointen om, at han havde set sig nødsaget til at lægge sine egne forudsætninger ned over Socialdemokratiets forhandlingsoplæg, fordi det i hans øjne var mangelfuldt og ukonkret.

»Og jeg vil gerne understrege,« fortsatte finansministeren:

»At det kun har været nødvendigt at lægge disse antagelser ned over udspillet, fordi det ikke fremgår af udspillet, »Stol på Danmark«, hvordan de her initiativer i udspillet skal finansieres på den korte bane. Hvis man i stedet for kunne have slået op i udspillet og år for år aflæse såvel initiativer som finansiering, så havde det slet ikke været nødvendigt at lægge nogle antagelser ned over, sådan som regeringen jo gør i vores eget oplæg, »DK2025 – Et stærkere Danmark«.«

Benny Engelbrechts mundvige gik opad i det, der knap nok kunne aflæses som et smil. Sådan et afmålt smil, man kun giver til nogen, når man ikke rigtig mener det.

Claus Hjort Frederiksen tilføjede:

»En sådan servicering af finansministeren ligger fuldt inden for rammerne af, hvad et ministerium betjener en minister med.«

Benny Engelbrecht stillede efterfølgende adskillige gange Hjort spørgsmålet om, hvorvidt der findes officielle beregninger bag det A4-ark, der blev sendt til Politiken, som S-ordføreren omtaler som »en tilfældig PowerPoint-præsentation« og som Hjorts egne »bagsiden-af-en-bagerpose-beregninger«.

Claus Hjort Frederiksen svarede – men aldrig på spørgsmålet.

Og nu til økonomen

Men hvem har så ret?

Vi har bedt en af landets førende økonomer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen, om at gennemgå sagens stridspunkter enkeltvis og komme med sin vurdering punkt for punkt.

Han kommer desuden til slut med en samlet vurdering.

Politiko har kogt de ti stridspunkter ned til otte konkrete spørgsmål, som Bo Sandemann Rasmussen har besvaret ved at holde Socialdemokratiets anklager op med partiets egen 2025-plan, beregningerne fra Finansministeriet samt et svar fra finansministeren til Finansudvalget.

Når det er blevet til otte konkrete spørgsmål, skyldes det, at to af de ti socialdemokratiske kritikpunkter overlappede hinanden. Desuden handlede et af kritikpunkterne om, hvorvidt det var rimeligt, at Politiken havde modtaget beregningerne, inden de var sendt til Socialdemokratiet. Det var med andre ord ikke et spørgsmål, som omhandlede økonomi.

Herunder følger en gennemgang og en vurdering af sagens kerne. Kommentarerne fra Bo Sandemann Rasmussen er skrevet i kursiv.

1. PSO-afgiften:

Finansministeriet regner med, at det vil koste tre milliarder kroner fra råderummet at afskaffe PSO-afgiften i 2020. I Socialdemokratiets 2025-plan står der, at partiet vil finde en »socialt afbalanceret finansiering« og opfordrer samtidig til at genoptage de forhandlinger, der blev ført i forsommeren om emnet. Skal det regnes med eller ej?

Så længe Socialdemokratiet ikke har angivet specifikt, hvordan det manglende provenu fra PSO-afgiften skal tilvejebringes, kan Finansministeriet ikke vurdere, om finansieringen af PSO-afgiftens bortfald er på plads, så derfor er det svært at kritisere Finansministeriets beregninger på dette punkt. Socialdemokratiet burde have specificeret en præcis finansiering af afskaffelsen af PSO-afgiften, så Finansministeriet kunne have inddraget den i beregningerne.

2. Togfonden DK:

Finansministeriet regner med, at Socialdemokratiet vil gennemføre alle projekter i Togfonden DK som hidtil planlagt, da der i partiets 2025-oplæg står, at det er »vigtigt for Socialdemokratiet, at alle projekterne i Togfonden DK gennemføres«. Socialdemokratiet peger selv på, at der er indgået en ny aftale om Togfonden i sommer og henviser til et svar fra Finansministeriet, der skulle vise, at der derfor kun skal bruges 300 millioner kroner i 2020. Hvilket beløb er det rigtige?

Umiddelbart virker det relevant at inddrage det senest vedtagne på området, men det er ikke klart for mig, om Socialdemokratiet har til hensigt at følge den nye aftale. Det burde have været afklaret, inden Finansministeriet lavede beregningerne.

3. Mere opsparing til alderdom:

Socialdemokratiet skriver i forhandlingsoplægget, at det er en »pligtopgave« at skabe et »robust pensionssystem, hvor det kan betale sig at spare op«. Der står ikke noget konkret om finansiering. Finansministeriet regner med, at S vil lave en pensionsbonus og styrke pensionsopsparinger, ligesom regeringen lægger op til i sin helhedsplan. Det koster samlet 250 millioner kroner. Skal det regnes med eller ej?

Begge parter kan kritiseres her. Socialdemokratiet for at anføre, at de vil gennemføre noget på pensionsområdet uden at specificere, hvordan det finansieres, og Finansministeriet for lidt ad hoc at antage en bestemt finansiering. Beregningsgrundlaget er i hvert fald uklart.

4. Offentlige investeringer:

I øjeblikket mangler der en milliard kroner til allerede planlagte offentlige investeringer i 2020. Den milliard finder regeringen som en del af de 27 milliarder, regeringen samlet vil bruge på området frem mod 2025. Socialdemokratiet har ikke angivet, hvad partiet vil stille op med milliarden, men har flere gange sagt, at man gerne vil finde en løsning. Skal den regnes med eller ej?

Så længe der ikke er angivet, hvordan man skal finde finansieringen, virker det relevant at medregne beløbet.

5. Sigtepunkt i 2020 frem for 2025:

Socialdemokratiet har svært ved at forstå, hvorfor Finansministeriet har regnet efter sigtepunktet 2020 frem for 2025, som jo ellers er sigtepunktet i de to partiers planer. Finansministeriet angiver, at det skyldes rækkevidden af budgetår i budgetloven, som nu slutter i 2020. Er det i orden at regne efter 2020 frem for 2025?

Umiddelbart virker det lidt underligt, at Finansministeriet regner på 2020 i en plan, der skal gælde til 2025. Især vil indfasningen af de forskellige tiltag (præcist som i regeringens 2025-plan) være afgørende for, hvordan det ser ud i 2020.

6. Strukturel balance:

I regeringens helhedsplan er der faktisk et underskud i 2020 på 5,3 milliarder kroner. Penge, man finder ved at køre med offentlige underskud frem til 2025 i stedet for 2020. Socialdemokratiet har ikke meldt ud, at partiet vil gøre det samme i deres plan, men kritiserer, at Finansministeriet ikke regner det med. Er det i orden at regne med strukturel balance i 2020 frem for 2025 i S-planen?

Uanset hvilket år, man antager, der skal være balance på den strukturelle saldo, vil det reelle råderum være det samme. Ved at udskyde balanceåret til 2025 tillader man blot et større underskud i årene frem til 2025 og dermed en større offentlig gæld i 2025, end hvis balanceåret er 2020. Man får således ikke finansieret mere ved at udskyde balanceåret, man får blot givet sig selv lov til at have større underskud i perioden frem mod 2025. Så det tilsyneladende større råderum man får ved at udskyde balanceåret til 2025, er en rent lånefinansieret forøgelse af råderummet.

7. Kontanthjælpsloftet:

Finansministeriet angiver ud over de seks milliarder, der mangler, en række punkter, som man kan forestille sig, at Socialdemokratiet skal finde finansiering til. Heriblandt afskaffelsen af kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og 225-timers-reglen. Socialdemokratiet påpeger dog, at partiet ikke har regnet provenuet fra disse ordninger med i deres 2025-plan. Er det i orden at tage med ved siden af det store regnestykke?

Det er for mig uklart, om Finansministeriet og Socialdemokratiet er enige om antagelserne. Finansministeriet mener, at Socialdemokratiets beregninger er lavet under forudsætningen, at der er et kontanthjælpsloft mm., mens Socialdemokratiet mener, at deres antagelse er, at disse elementer er fjernet. Man kan ikke af parternes respektive beregninger se, hvem der har ret.

8. Lempelse for erhvervslivet:

Fra Vækstpakke 2014 er der afsat 200 millioner kroner til lempelser for erhvervslivet, som regeringen bruger i sin helhedsplan. Socialdemokratiet har ikke skrevet medtaget dem i partiets oplæg, men kritiserer Finansministeriet for, at det ikke er regnet med. Skal det regnes med eller ej?

Igen er det uklart, om dette beløb er medregnet eller ej.

Samlet vurdering:

Beregningerne bærer præg af en mangel på kommunikation mellem Socialdemokratiet og Finansministeriet. På flere punkter har Socialdemokratiet undladt at specificere/tage stilling til finansiering af krævede tiltag, og her kunne uddybende spørgsmål fra Finansministeriet have skaffet afklaring. I så fald ville det have været i orden, hvis Finansministeriet havde set bort fra finansieringselementer, der ikke var tilstrækkeligt fyldestgørende beskrevet.

Note:

Gennemgangen er baseret på baggrundssnakke med en række kilder tæt på forløbet samt på mediedækningen af sagen.

Hverken finansminister Claus Hjort Frederiksen eller Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har ønsket at medvirke.