Det siger politikerne om Paludan-uroligheder

Efter søndagens uroligheder på Nørrebro har en lang række danske politikere reageret med fordømmelse.

Her ses en ødelagt bil på Tagensvej på Nørrebro i København efter søndagens demonstrationer og uroligheder. Philip Davali/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Danske politikere er fløjet til tasterne efter de uroligheder, der søndag har fundet sted på Nørrebro i forbindelse med en demonstration afholdt af den kontroversielle partistifter Rasmus Paludan.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vælger at tage afstand fra Paludan.

På den anden side fokuserer udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) på personer, der har angrebet provokatøren.

Her er et overblik over de forskellige udmeldinger:

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):
»Tager kraftig afstand fra Paludans meningsløse provokationer, der ikke har andet formål end at så splid. Mød ham med argumenter - ikke med vold. Værn om demokratiet og ytringsfriheden.«

»Lad ikke nedsættende handlinger rettet mod bestemte grupper i DK ødelægge vores sammenhold,« skriver statsministeren på Twitter.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA):

»Skandaløs optræden på Nørrebro: Ytringsfriheden SKAL forsvares uanset, at man ikke er enig med provokatøren! De der angriber ham og politiet fysisk er ytringsfrihedens fjender og skal fordømmes,« skriver Anders Samuelsen på Twitter.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K):

»En trist søndag. Paludans cirkus hvor det kun gælder om at så splid mellem folk og provokere og den anden side med meget voldelige antidemokrater, som er så vanvittige at kaste sten mod politiet. Vold er aldrig svaret! Brug argumenter - eller endnu bedre - ignorer Paludan.«

Politisk ordfører Pernille Skipper (EL):

»Rasmus Paludan har ikke andet mål end at så splid og skabe had. Han er voldsomt provokerende, men han skal mødes med argumenter, ikke med vold. Hans generaliseringer har ikke hold i virkeligheden og kan overvindes med ord,« skriver hun på Twitter.

I et andet tweet støtter EL-ordføreren statsministerens udmelding:

»Ros til statsministeren. Jeg er helt enig,« skriver hun.

Formand for Folketinget Pia Kjærsgaard (DF):

»Hvor har jeg dog stor respekt for vores politi! Beskytter ytringsfriheden, men bliver bombarderet med stenkast af forhærdede unge fra Nørrebro. Mon deres raseri og vold overhovedet har noget med Paludan at gøre? Eller er det bare had til Danmark? Ud af Danmark med dem.«

Politisk leder Morten Østergaard (R):

»Ham der Paludan er et uopdragent fjols, som man kun kan tage afstand fra. Men at møde ham med vold og kamp mod politiet er desværre at opfylde hans hedeste drømme. Han er en had-prædikant, som lever af det had, han kan skabe. Lad os vende ham ryggen alle som een og holde sammen,« skriver han.

Kilde: Twitter (direkte citater).

/ritzau/