Det seneste år har Lars Boje Mathiesen modtaget »tusindvis« af sms’er og opkald – og indholdet har gjort et stort indtryk på ham

Dem lærte vi at kende under corona: Hvis Folketinget har haft et frontlinjepersonale det seneste år, må det være partiernes sundhedsordførere, der har deltaget i briefinger, forhandlinger og interview som få. Flere havde endda under ét års erfaring på Christiansborg, da coronakrisen rullede over landet. Berlingske har i anledning af påskeferien stillet fire sundhedsordførere fem spørgsmål om et hektisk år. I dag er turen kommet til Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige.

Nye Borgerliges Lars Boje Mathiesen føler, at han ofte har stået alene imod de andre partier og insisteret på mere proportionalitet i håndteringen af coronakrisen. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Niels Christian Vilmann

Som regel er det formentlig de politiske ordførers telefoner, der kimer mest, men det seneste år har I sundhedsordførere jo konstant skullet forholde jer til dette og hint. Hvordan har det været at være så meget »på«?

»Det har resulteret i meget lange arbejdsuger det seneste år – oftest på den anden side af 80 timer. Jeg er ud over sundhedsordfører også finans-, skatte-, erhvervs-, beskæftigelses-, kultur-, bolig-, ligestillings- og frihedsordfører, så jeg har været involveret i alt fra covid-19-følgegruppen og natlige forhandlinger med partilederne fra de andre partier i Finansministeriet til hjælpepakker til erhverv.«