En kriminalassistent i Politiets Efterretningstjeneste foranledigede fredag en ministerrokade i Danmarks nuværende regering.

Det er en forsimplet udlægning, naturligvis. Men måske er det en af de mest nøgterne. Måske mere nøgtern end de seneste dages politiske analyser. Disse har hængt tungt i avisernes spalter og på TV-sendeflader med politisk strategi som den altoverskyggende, men også uhåndgribelige substans i Helle Thorning-Schmidts regeringsrokade.

Lige siden Henrik Sass Larsen under mystiske omstændigheder blev sat uden for døren, da SRFR-regeringen byggede sit hus i efteråret 2011, har sagen om hans såkaldte sikkerhedsgodkendelse, dens indhold og i det hele taget behandlingen af Sass Larsen været en dryppende vandhane i regeringsparcellens inderste gemak.

Fredag hævdede Helle Thorning-Schmidt, at med udnævnelsen af Henrik Sass Larsen til erhvervs- og vækstminister fandt den endelige lukning sted. »Det er et lukket kapitel,« sagde statsministeren. Sass Larsen selv havde en sproglig variant af denne mellem de to på forhånd aftalte frase: »Det er et overstået kapitel«. Hvoraf man kan slutte, at forløbet for ham har været en prøvelse.

Henrik Sass Larsen blev i et notat – bogført af den omtalte kriminalassistent fra PET i august 2011 – erklæret en sikkerhedsrisiko i omgang med fortrolige oplysninger på grund af en rockerforbindelse. Her to år efter har Politiets Efterretningstjeneste, ifølge Berlingskes kilder, »foretaget en ny sikkerhedsvurdering«. Muligvis uden forbehold. Det kan Berlingske ikke få oplyst. Men er der stadig anmærkninger i vurderingen, er de åbenbart for ubetydelige til at forhindre en ministerpost. Hvilket er Helle Thorning-Schmidts afgørelse.

At tage stilling til den oprindelige sikkerhedsvurdering, var naturligvis også i 2011 statsministerens opgave. Men hun lod dengang andre om at tage sig af sagen. Thorning sendte således Sass til samtale i sit eget kommende statsministerium om PET-notatet.

Det danske embedsmandsvælde havde ikke sin ypperste stund, da departementschef i Statsministeriet, Christian Kettel Thomsen, og hans kollega i Justitsministeriet, Anne Kristine Axelsson, den 28. september 2011 indkaldte Sass Larsen til et møde om PETs notat. De gav Sass Larsen det indtryk, at rapporten om ham indeholdt oplysninger, der forhindrede, at han kunne sikkerhedsgodkendes. En udlægning der ifølge Sass blev gentaget samme aften på et nyt møde med departementscheferne plus PET-chef Jakob Scharf. Socialdemokraten havde her partikollega Bjarne Corydon som bisidder – manden der siden overtog den finansministerpost, som var tiltænkt Sass.

Bjarne Corydon bekræftede siden Sass Larsens referat af mødets indhold og gang. Embedsmænd sad og gav en ministerkandidat det indtryk, at han kunne belaste regeringen. Oplysningerne om Sass Larsens rockerrelation ville formentlig heller ikke kunne holdes fortrolige, hed det. Hvilket man kan tolke, som man vil. En høflig oplysning? Eller en forsikring om, at den slags læk kan hjælpes på vej i fald, nogen her i lokalet ikke kan finde udgangen af sig selv? Det har hele vejen igennem været en udbredt misforståelse i medierne, at Henrik Sass Larsen ikke kunne blive sikkerhedsgodkendt som minister. Ministre skal ikke sikkerhedsgodkendes. De sikkerhedstjekkes derimod. I kriminalregistre og i PETs register. Men uanset, hvad der her dukker op, er afvejningen af oplysningerne udelukkende op til statsministeren og ingen andre.

For knap et år siden gennemgik dagbladet Information Sass-sagens tilgængelige akter. Her forsøgte man netop at svare på spørgsmålene: »Hvorfor blev Sass Larsen overhovedet indkaldt til møde om en sag, som alene den kommende statsminister kunne afgøre? Og hvorfor sagde embedsmændene ved mødet i Statsministeriet, ifølge Sass Larsen, at han ikke kunne sikkerhedsgodkendes, når han netop ikke skulle igennem en sikkerhedsgodkendelse?«

Artiklen konkluderede blandt andet: »Onsdag den 28. september 2011 gjorde nogle af landets øverste embedsmænd noget, som ikke er sket før i nyere danmarkshistorie: De lagde så hårdt pres på en folkevalgt politiker, at han valgte at trække sig som ministerkandidat.«

Denne pointe om Sass Larsen-sagen har ingen siden protesteret imod.

Henrik Sass Larsen var, efter partileder Thorning, indtil august 2011, hvor PET-notatet dukkede op, den mest sikre ministerudnævnelse i en socialdemokratisk ledet regering. Da han meddelte, at han trak sig, var Helle Thorning-Schmidts kommentar enkel: »En klog beslutning«.

I dag vil statsministeren ikke svare på, hvad der har ændret sig. Hvad er det nye, siden Thorning har ændret mening? Siden hun netop har indsat Sass Larsen i et af de vigtigste ministerier i sin regering? Hvilke konkreter er forandret? Eller har statsministeren besluttet sig for, at hun i 2011 burde have set anderledes på sagen, burde have udvist mere courage, ikke skulle have ladet sig kyse af risikoen for, at partiets ry med Henrik Sass Larsens indtagelse af øl med en Bandidos-rocker ville flamme op og krølle forstøvet sammen som crepepapir for tæt på åben ild?

Mange væsentlige spørgsmål sejler rundt i Sass Larsen-sagen uden at finde havn. Det i sin tid »fældende« notat på knap tre sider blev offentliggjort sidste år. Efter at PET og formentlig Justitsministeriet længe forsøgte at hemmeligholde det under henvisning til fortrolige oplysninger. Men siden den telefonaflyttede Bandidos-rocker, »Suzuki-Torben«, i hvis SMSer Sass indgik, længe lystigt havde deltaget i mediernes dækning, kunne hemmeligheden ikke opretholdes.

Notatet gengiver aflyttede mobilsamtaler mellem »Suzuki-Torben« og lokalpolitikeren Tommy Kamp, som er Henrik Sass Larsens barndomsven fra Køge.

En af de aflyttede samtaler drejer sig om, at Kamp under et besøg på Hugo’s Kælder i Køge i maj 2011 sammen med Henrik Sass Larsen har følt sig utryg og derfor ringet efter »Suzuki-Torben«, som er »sergent of arms« i Bandidos. Hvilket får kriminalassistenten fra PETs afdeling mod organiseret kriminalitet til at konkludere: »Henrik Sass Larsen har i mindst ét tilfælde benyttet sig af Torben Ohlsen Jensens (»Suzuki-Torben«s borgerlige navn, red.) position som ledende bandemedlem, idet Torben Ohlsen Jensen har ageret vagt/bodyguard«.

Professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze undrede sig i september sidste år i Information over PET-notatets beskaffenhed efter at have nærlæst det i sin fulde længde: »Set med forvaltningsretlige briller bliver der draget nogle lidt for hurtige konklusioner på et meget tyndt faktuelt grundlag. Det overrasker mig. Vurderingerne er baseret på ganske få og helt spredte observationer. Det virker tilfældigt og ser ikke særlig professionelt ud sammenlignet med normal standard for myndigheder.«

En enkelt kriminalassistents »få og helt spredte observationer« fælder naturligvis ikke i sig selv en finansminister in spe. Der skal mere til. Men det er dette grundlag, to departementschefer og chefen for Politiets Efterretningstjeneste gjorde Henrik Sass Larsen begribelig,t var så belastende, at det fik ham til at trække sig. Det er dette grundlag, hvorpå en statsminister og partileder holder sin hidtil loyale højre hånd ud i mere end strakt arm. De få svar, der dukkede op med offentliggørelsen af PET-notatet overskylledes med det samme af en flod af spørgsmål.

Henrik Sass Larsen erklærede sig personligt »rystet«.

»Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvilket geni der har forfattet det notat. Men hvis det er udtryk for en vanlig standard i PET, som jeg har lagt person til, så er jeg ganske rystet,« sagde han i januar til Ritzaus Bureau: »At man på baggrund af et tilfældigt møde på et værtshus og nogle SMSer mener at kunne konkludere, at jeg stod under beskyttelse af nogle rockere. Det er en helt vild konklusion draget af nogle mennesker, der hverken kan stave eller sætte kommaer.«

Om det sidste indbefatter de involverede departementschefer og PET-chefen fremgik ikke. Sidstnævnte, Jakob Scharf, forklarede på mødet, der i sin tid fik Sass til at trække sig, ifølge socialdemokraten selv, at Henrik Sass Larsen manglede dømmekraft. Det måtte være konklusionen, når socialdemokraten havde relationer til en Bandidos-rocker.

Henrik Sass Larsen mente således så sent som i januar, at PET i processen mod ham blev både lovgivende, dømmende og udøvende magt på en gang.

»Det lukkede kapitel« forekommer ikke lukket. Eller i hvert fald ikke afsluttet. Diverse aktørers motiver – politiske og embedsmæssige – for enten at hjælpe til med eller vende ryggen til udefrysningen af Henrik Sass Larsen i september 2011 står stadig åbne for tolkning. De forekommer at ulme. Der skal muligvis ikke lettes meget på spjældet i den socialdemokratiske kakkelovn, før flammerne blussser op igen. Helt åbent synes det tillige, om den borgfred og politiske skærpelse, Socialdemokraterne med regeringsrokaden ønsker at opnå, vil holde.

Weekendavisen fredag fremhævede, at Henrik Sass Larsen ikke revancheres, blot fordi det er ret og rimeligt. Han tildeles heller ikke et vigtigt ministerium alene, fordi »den socialdemokratiske top har erkendt, at Sass Larsen kan blive en stærk spiller at have på ministerholdet«. Henrik Sass Larsen er ganske enkelt også »en farlig mand at have gående udenfor«.De politiske analyser har over de seneste dage været enige om en bestemt ting: Udnævnelsen af Henrik Sass Larsen til ervervs- og vækstminister er hovedgrunden til rokaden. Det er den altoverskyggende pointe. 

De tråde, der blev trukket og knyttet i fredagens ministerrokade, udgik alle fra opbindingen af en og samme knude. Hvad enten det var SF-leder Vilhelmsens indtagelse af Socialministeriet, partifælle Olsen Dyhrs af Transportministeriet, Nick Hækkerups og Nicolai Wammens bytte mellem forsvars- og europaministerposten eller deres S-kollega Karen Hækkerups degradering til fødevareminister. De binder alle an til den samme begivenhed. De kan knyttes til den konsekvens, Helle Thorning-Schmidt som statsminister må tage af, at hun i september 2011, da notatet fra PETs kriminalassistent dukkede op, af uoplyste grunde ikke tog ansvaret for egne folk på sig. Blot for to år senere at gå bodsgang, fortryde, rette, blive klogere – vi ved det ikke. Det står stadig åbent. Hvor lukket statsministeren end ønsker, kapitlet skal være.