»Det ligger i den stereotype mands rolle. Den er fuldpumpet med vold og virilitet«

Partiet Feministisk Initiativ balancerer på spærregrænsen frem mod det svenske valg den 14. september. Uanset om partiet kommer ind eller ej, så er det lykkes at få stort set alle andre partier til at slutte sig til en feministisk bevægelse.

Gudrun Schyman, leder af det svenske parti Feministisk Initiativ, satte i 2010 i Visby ild til 100.000 svenske kroner for at udstille forskellen på mandeløn og kvindeløn. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gudrun Schyman hedder hun. Politisk frontfigur for det svenske parti Feministisk Initiativ (FI). karismatisk, omstridt, vel­talende og med en mission, der måske er ved at lykkes. Feministerne fik i maj en plads i Europa-Parlamentet og håber nu at blive valgt ind i Riksdagen. Der er valg om to uger. I øjeblikket balancerer FI på spærregrænsen med omkring 3,5 procent af stemmerne i målingerne. Der mangler altså omkring en halv procent, før der med Schymans egne ord kan skrives verdenshistorie.

Set med danske øjne er FI et fænomen, som studeres med undren, stor nysgerrighed og måske endda gys. Trods en næsten revolutionær analyse af samfundet har FIs dagsorden tag i en meget stor del af de svenske vælgere. De færreste finder dem tilsyne­ladende ekstreme. To gange tidligere har partiet forsøgt at komme i Rigsdagen, men er havnet under en procent. Denne gang er der mere medvind.

En af feministernes hemmeligheder er, at de er særdeles aktive på de sociale medier. Derudover har de gjort det til et speciale at holde »homeparties« ikke med plastic­produkter fra Tupperware. Men med kontant forelæsning om feminismens ideologiske grundlag som tema. Pointen er, at den klassiske marxistiske klasseanalyse ifølge FI ikke længere kan forklare undertrykkelsen alene – af kvinder og etniske og seksuelle minoriteter for eksempel.

Et af disse homeparties kan man se på YouTube. I en time og tyve minutter doserer Gudrun Schyman om det patriarkalske samfund, om hvordan mange hundrede år gamle - globale - grundstrukturer mellem mænd og kvinder er årsag til, at kvinder får mindre i løn, ikke får topstillinger, bliver udsat for vold og undertrykkelse og meget andet: »Det er ikke sådan, at alle mænd slår, men de fleste af dem, der slår, er mænd,« siger hun blandt andet på det videofilmede homeparty. »Det ligger i den stereotype mands rolle. Den er fuldpumpet med vold og virilitet,« siger Gudrun Schyman og tilhørerne lytter i stilhed, mens hun tilføjer: »For at opretholde den position som familieoverhoved må manden måske udøve en vis kontrol over kvinden og kvindens liv, og for at opretholde den er han nødt til at true om vold og udøve vold.«

Under den seneste valgkamp brændte Gudrun Schyman 100.000 kroner af i Visby på Gotland bogstaveligt talt over en kuglegrill – seddel for seddel – for at demonstrere lønforskellen mellem mænd og kvinder. Hun støttes af blandt andre Benny Andersson fra Abba med pæne ord på hjemmesiden og en million svenske kroner. I ti år sad Gudrun Schyman som leder af Vänstrepartiet, men røg ud efter en skattesag, der ramte partiet hårdt. Hun har åbent fortalt om sine alkoholproblemer og fik vendt det gamle kommunistiske parti til en moderne bevægelse med fremgang – indtil hun røg ud.

Hvorfor lige nu?

Ved valget til Europa-parlamentet stemte 5,5 procent på FI, og i Stockholms Söder, som minder om Københavns Nørrebro, var det omkring 20 procent.

Men hvorfor lige nu? Denne feministiske bølge? Den feministiske dagorden har været undervejs siden 90erne og dominerer i dag svensk politik på mange områder, forklarer politisk kommentator ved Svenska Dag­bladet Göran Eriksson.

»Der har i mange år været en understrøm af holdninger og forskellige bevægelser, som har ført til, at en del af vælgerne i dag er klar til at stemme for et parti, der kæmper for kvinders rettigheder. Så det er ikke noget der er kommet pludseligt,« siger han.

Når man måler, hvilke politiske emner vælgerne anser for vigtige i Sverige, kommer ligestilling altid højt. Den tidligere svenske statsminister Göran Persson (S) betegnede sig selv som feminist, det samme har den populære nuværende finansminister Anders Borg , Moderaterna, gjort. Grundstammen i den svenske feminisme er en anerkendelse af, at der eksisterer grundlæggende strukturer i samfundet, der undertrykker kvinder og forhindrer ligestilling. Et syn på verden, som den store majoritet af svenskere og næsten alle partier tilsyneladende abonnerer på. Under de fleste politiske debatter i valgkampen kommer der på et eller andet tidspunkt et spørgsmål om ligestilling, siger Göran Eriksson.

Det feministiske manifest

Feministisk Initiativ har udgivet et manifest i forbindelse med valgkampen. Barsels­orloven skal deles ligeligt mellem mænd og kvinder og gøres individuel, så de to forældre simpelthen får en halvdel hver. Grænserne skal være åbne, straffen for vold mod kvinder skal sættes op. Man skal kunne have kønsneutrale navne, har FI tidligere foreslået. Og så vil partiet etablere en fond, som skal udligne lønforskelle mellem mænd og kvinder. Arbejdstiden skal sættes ned til seks timer om dagen, så man bedre kan kombinere arbejde og forældreskab.

»Feministisk initiativ vil udfordre det nationale selvbillede af Sverige som et ligestillet og åbent land,« hedder det i manifestet.

»For os er køn og forholdene mellem kønnene udgangspunktet. For andre er det klasserne og kønnet dernæst. Det betyder, at vi ikke har nogen problemer ved at kritisere de patriarkalske fagforeninger. Vi har ingen loyalitet over for gamle ismer, som blev formuleret for 100 år siden af mænd om mænd til mænd,« siger Gudrun Schyman og slutter sit homeparty af med disse forhåbninger til valget­ om to uger:

»Vær med til at skrive historie. Vær med til et paradigmeskift. En dag vil man sige: Det var der, det skete. Ved valget i Sverige i 2014 startede en bevægelse fri af patriarkalsk tankegang. Som tog ideologien alvorligt og faktisk byggede et samfund, der bygger på ligestilling og frihed for diskrimination. For første gang i verdenshistorien kom et ideologisk selvstændigt feministisk parti ind i et nationalt parlament, og det skete i Sverige, Det blev til begyndelsen på det paradigmeskift, som skal udvikle os ind i en fremtid fri for patriarkalsk tankegang og destruktiv dominans.«

Få direkte modstandere

Det exceptionelle set med danske briller er ikke, at et parti med en yderligtgående ideologisk dagsorden kan slå igennem. Det kunne det såmænd også i Danmark under de givne forudsætninger. Det bemærkelsesværdige er, at partiet stort set ikke bliver sagt imod af de andre. Jo, af liberale bloggere som beskylder Schyman for magtfuldkommenhed og meget andet, men Socialdemokraterne, Vänstrepartiet og Miljøpartiet, som står til at vinde valget, har fløjlshandskerne på og har optaget den feministiske dags­orden i deres eget program.

Den største modstand kommer – udover fra Sverigesdemokraterna – fra det liberale Folkpartiet. Og deres kritik går først og fremmest på, at FI ikke skal prøve at tage patent på at være feminister. »Feminisme uden socialisme« hedder Folkpartiets valgslogan. Underforstået: Det der er galt med Gudrun Schyman er ikke, at hun er feminist, men at hun er socialist.

Drude Dahlerup, professor ved Stockholms Universitet, siger:

»De rødgrønne partier ved, at der er en strømning blandt vælgerne, som er vigtig her. Det, FI er lykkes med, er at ændre dags­orden i den her valgkamp. Ligestilling og feminisme er kommet meget højt op.«

Den feministiske dagorden tog fart med forskellige bevægelser og en særlig kvindemagtudredning i 90erne og har siden bredt sig til mange grene af samfundet. Forskellen til Danmark er slående. Herhjemme har den socialdemokratisk ledede regering pillet en stribe ligestillingsforslag af regerings­grundlaget: Øremærket barsel til mænd, forbud mod købesex og kvoter for kvinder i bestyrelser. Årsagen er angiveligt, at der ikke ville være opbakning til dem i befolkningen.

»I Sverige tager de det meget mere alvorligt. Mine studerende er feminister – også de unge mænd. De mener, at det er en politisk opgave, som man skal gøre noget ved. Man kan ikke bare som i Danmark sige, at lige­stillingen er opnået, så opfattes man som virkelig blind,« siger Drude Dahlerup.

Professor ved Aalborg Universitet Anette Borchorst, som sammen med kolleger er i gang med netop at studere forskellen i de nordiske landes kønsdebat, fremhæver en række historiske forskelle på Danmark og Sverige. Blandt andet at den danske kvinde­bevægelse i 70erne fortrinsvis havde sine aktiviteter uden for partierne, mens de i Sverige foregik indenfor. Desuden var der i Sverige i kølvandet på valget i 1990, hvor kvinders repræsentation gik ned i Riksdagen, en stor debat, som førte til planer om at stifte et kvindeparti, som dog aldrig blev til noget. Men ideen var plantet, og debatten stod på i flere år. Endelig har fagbevægelsen og arbejdsgiverne støttet ligestillingen langt mere aktivt end i Danmark, fremhæver Borchorst.Kunne man forestille sig et Feministisk Initiativ i Danmark?»Nej, det er ret utænkeligt. Ingen vil i dag kendes ved ligestillingsprojektet i Danmark. Der er en tilslutning til ligestilling, når man indimellem ser skævheder, men den opfattes som en selvfølgelighed,« siger Borchorst­.