»Det kræver mange af ens egne sparekroner og ufattelig mange timer«

Serie: Derfor blev jeg politiker. Børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørbys engagement startede i folkeskolens elevråd, hvor dagsordenen handlede om madpakker og fodboldmål. Det var dog et europæisk udsyn i universitetstiden, der for alvor fik hendes kurs sat på politik.

Foto: Søren Bidstrup. ARKIVFOTO: Undervisningsminister Ellen Trane Nørby
Læs mere
Fold sammen

Politiko.dk har interviewet en håndfuld nuværende og tidligere folketingspolitikere om, hvad der drev dem til at gå ind i dansk politik, om vejen til at blive politiker og om fordele og ulemper som folkevalgt. Serien bliver bragt i denne uge.

I dag er det børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby, der har siddet i Folketinget for Venstre siden 2005, der fortæller:

»Jeg havde ikke nogen barndomsdrøm om, at jeg skulle være politiker. Men jeg sad i elevrådet i Folkeskolen, og det er jo også en form for politik. Her kæmpede jeg for køleskabe, så vi ikke skulle spise halvlunkne, klamme madpakker, når vi nåede spisefrikvartererne. Og for at vi fik net i målene, så man ikke skulle bruge et kvarter på at hente bolden, når man spillede fodbold.

I gymnasiet gik jeg i klasse med nogle frygteligt røde socialister, der mente, at Nyrup var Gud, at alt bare skulle være fælleseje, og at man kunne løse alle problemer ved bare at sætte skatten op. Jo mere, jeg snakkede med dem, jo mere gik det op for mig, at jeg mente noget helt andet. Og så meldte jeg mig ind i VU (Venstres Ungdom, red.).

Det spillede også en rolle, at jeg kunne se, at eleverne i min klasse blev behandlet meget forskelligt. Vi havde fantastiske lærere, men særligt én lærer var med til at nedgøre en fra klassen, der kom fra et socialt belastet hjem, i stedet for at hjælpe og styrke vedkommendes selvtillid. Det gjorde mig splitforbandet og var nok med til at drive mig. Jeg har altid fået at vide hjemmefra, at hvis man var utilfreds, så måtte man engagere sig og bidrage.

Hele pointen med vores demokrati er jo, at man selv må tage ansvar og engagere sig i samfundet, om det så er i politik eller i den lokale skolebestyrelse eller ved at tage et frivilligt trænerjob i en sportsforening. Det er det, der får demokratiet til at hænge sammen, og det tror jeg, at mange glemmer. Politik er ikke kun de 179, der sidder på Christiansborg, men summen af hver og én danskers engagement.

Europapolitik fyldte meget

»Mine forældre har altid gjort en dyd ud af, at de penge, der var, blev brugt på, at vi kunne komme på ferie. De smækkede mine to brødre og jeg ind på bagsædet, og så kørte vi ellers rundt i Norden, Østeuropa og Sydeuropa. Det gav mig et perspektiv på den verden, der er uden for Danmark, så jeg blev hurtig aktiv i det internationale samarbejde i VU.

Det var nok allermest det, der gjorde, at jeg endte med at bruge så meget tid på det. Dengang spillede jeg rigtig meget fodbold og lavede meget kunst, så jeg havde slet ikke forestillet mig, at politik skulle fylde så meget i mit liv. Men jeg blev grebet af det og kunne se, at man kunne gøre en forskel.

Mens jeg læste på universitetet, var jeg næstformand og senere præsident i vores europæiske samarbejdsorganisation, der var en ungdomsorganisation med 150.000 medlemmer i Europa. Jeg kunne godt mærke, at politik og særligt europapolitik fyldte rigtig meget i mit hoved. Jeg syntes ikke, at det fik nok opmærksomhed i forhold til de mange udfordringer, hvor det ikke var nok, at vi traf beslutninger i Danmark, men hvor det krævede internationale løsninger, hvad enten det handlede om kriminalitetsbekæmpelse, økonomisk vækst eller handel over grænserne.

Da Bertel Haarder i 2002 ikke ville genopstille til Europaparlamentet, blev jeg valgt til at overtage, så i 2004 var første gang, jeg stillede op til noget. (Hun blev ikke valgt til Europaparlamentet, red.)

Jeg tror, at følelsen af at være »voksen politiker« kom, da jeg blev valgt til Folketinget (i 2005, red.). Da oplevede jeg pludselig, at jeg ikke skulle have et arbejde ved siden af. Nu fik jeg penge for at være politiker, og det var en markant forskel for mig. Det kræver mange af ens egne sparekroner og ufattelig mange timer, når man først bevæger sig ind i politik. Det lagde jeg gerne i det, og det er selvfølgelig interessebåret, men det er en stor investering.

Ambitioner om at sidde for bordenden

»Jeg tror, at det, der kendetegner mange af os, der stiller op, er ambitionerne om at sidde med for bordenden. Ellers investerer man ikke så mange kræfter og så meget tid. Og det bedste ved politik er, når tingene lykkes.

Som socialordfører var jeg med til at kæmpe for at sikre børn, der voksede op i familier, hvor de blev svigtet og vanrøgtet helt fra start. Vi tog et bredt, politisk initiativ til tvangsbortadoptionsloven, så man i ekstreme tilfælde kunne placere de her børn i en anden familie. Det er sådan nogle tidspunkter, hvor man kan se, at man få noget igennem og forbedre ting.

Men det kan også være de små ting. Som når mennesker i et lokalområde har kæmpet for en sikker skolevej på grund af et farligt kryds, og man i forhandlingerne om trafikpengene får afsat et lille beløb til at få lavet en rundkørsel dér. Det trækker ikke de store overskrifter i medierne, det er kun de store ting og konfliktsagerne, men for de mennesker ude lokalt betyder det utrolig meget. Det er de konkrete resultater, der gør en forskel i folks liv.

Behov for smidigere processer

»Men der er nogle ting i politik, der tager en uendelighed. Det tror jeg egentlig også, at befolkningen kan blive træt af. Jeg har ikke særlig stor tålmodighed, så jeg kan godt nogle gange have behov for at løbe en lang tur eller sparke til en mur i frustration over, at lange processer kan dræbe nødvendige initiativer. Hvis vores demokrati skal overleve, tror jeg, at der nogle gange skal være mulighed for at gøre tingene hurtigere og få truffet nogle beslutninger.

Mange oplever, at det at være i politik går ud over familien. Mine kolleger, uanset parti, investerer mange flere timer, end man kan tælle, og det er tid, man ikke kan bruge sammen med sin familie. Men det allerhårdeste er, når medierne trækker familien med ind. Vi skal som politikere kunne tåle nogle tæsk og stå på mål for det, vi gør og siger, og de valg, vi træffer, men hvis vi vil have de bedste politikere, må man også have en respekt for, at folk er mennesker.«

Derfor blev jeg politiker: Dette er første artikel i en serie om, hvorfor fem politikere endte med at gå ind i politik. Politiko.dk har også talt med Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist, den tidligere radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen, Socialdemokraternes udlændingeordfører og tidligere fødevareminister, Dan Jørgensen, samt tidligere udenrigsminister og formand for de Konservative Lene Espersen. Interviewene med dem kommer i løbet af denne uge.