»Det her er jo rendyrket socialisme, som man forsøger at snige ind under påskud af grøn omstilling«

Folk med lystyachter og tre audier i garagen skal betale mere til klimaet, lyder det fra Enhedslisten, der med et nyt forslag vil beskatte finansielle formuer over tre millioner kroner for at finansiere den grønne omstilling. Men de Konservative advarer mod at drive »heksejagt mod dem, der har klaret sig ekstraordinært godt«, og så lover klimaordfører Mette Abildgaard sin kollega fra Enhedslisten kage, hvis hun kan bevise én bestemt påstand.

»Det er fuldstændig klassisk Enhedslisten-politik, så på den måde er de jo tro mod alt, hvad de står for,« siger de Konservatives Mette Abildgaard om et nyt klimapolitisk skatteforslag fra venstrefløjspartiet. Arkivfoto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

I denne uge begynder det politiske arbejde med at asfaltere vejen til at nå Danmarks 70-procentsmålsætning på klimaområdet for alvor.

Og mandag foreslår Enhedslisten derfor en »grøn rigmandsskat«, hvor borgere skal betale én procent i skat af finansiel formue over tre millioner kr., der skal gå direkte til den grønne omstilling.