»Det har ikke en pind at gøre med om man er bange for vælgerne«

Socialdemokraterne fastslår som ventet, at partiet ikke ønsker en folkeafstemning om EUs reformtraktat. Det skyldes, at traktaten ikke betyder afgivelse af magtbeføjelser og ikke ændrer EUs karakter, siger Helle Thorning-Schmidt.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt har hun nærlæst Lissabon-traktaten og ikke fundet grund til en folkeafstemning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Rune Evensen/Scanpix

Socialdemokraterne ønsker ikke, at danskerne skal have lov til at stemme om EUs reformtraktat. Det fastslog S-formand Helle Thorning-Schmidt på et pressemøde i går, efter at den socialdemokratiske folketingsgruppe på et tre timer langt møde forinden havde diskuteret sagen. Og afvisningen af en folkeafstemning skyldes ikke en frygt for, at de traditionelt EU-skeptiske danskere kunne finde på at sende et nyt »nej« ned gennem Europa, forsikrede Thorning.

»Det har ikke en pind at gøre med, om man er bange for vælgerne. Det er udelukkende et spørgsmål om, at man kun skal belemre vælgerne, hvis der afgives suverænitet, eller hvis der er væsentlige ændringer til det EU, vi kender nu,« lød det.

Har selv nærlæst den
Hun henviste til, at Justitsministeriets eksperter i sidste uge konkluderede, at reformtraktaten ikke medfører afgivelse af magtbeføjelser til EU. Og så fortalte hun, at hun havde haft næsen nede i både EUs reformtraktat og den gamle EU-forfatningstraktat, der endte med at blive skrottet efter hollandsk og fransk nej i 2005.

»Jeg har faktisk siddet med den gamle forfatningstraktat og den nye Lissabon-traktat og vurderet næsten artikel for artikel, hvor jeg synes, der var røget nogle ting ud, som gav den gamle forfatningstraktat et forfatningspræg. Og det er den læsning, der har gjort, at jeg er fuldstændig overbevist om, at det ikke er nødvendigt at sende Lissabon-traktaten til folkeafstemning,« siger Helle Thorning-Schmidt

Hun synes, at selve reformtraktaten er »rigtig fornuftig«, fordi »den vil gøre EU mere åben og effektiv.« Derfor er S nu klar til at godkende reformtraktaten i Folketinget.

Ikke fuld enighed
Det er dog ikke alle medlemmerne af folketingsgruppen, som synes, det er en god idé at undlade at spørge befolkningen.

»En traktat, som skal udvide demokratiet i EU, den burde sendes til folkeafstemning,« siger det mangeårige folketingsmedlem Klaus Hækkerup.

»Dertil kommer, at EU har været et spørgsmål, som har splittet danskerne, og en folkeafstemning kunne være med til at skabe en bredere konsensus,« tilføjer Hækkerup, som bakkes op af arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov og den nyvalgte Julie Skovsby.

Det var på forhånd ventet, at S ikke ville kræve en afstemning. I modsat fald havde det været oplagt, at partiet havde fremført kravet i valgkampen og dermed brugt sagen til at presse Anders Fogh. Men Helle Thorning-Schmidt undgik i valgkampen helt at bringe spørgsmålet op. Det takkede Fogh hende efterfølgende personligt for, erfarer Berlingske Tidende.