Det gode samfund

Vi kan lære af Schweiz. De er bedre uddannede og mere arbejdsomme end danskerne – og på den måde klar til fremtiden. Den danske model trænger til kraftig fornyelse.

I Schweiz får elever nok en lavere løn under uddannelse, men de får til gengæld i højere grad en uddannelse. Fold sammen
Læs mere

Vi danskere skal arbejde meget og holde en høj produktivitet for at få velfærdsstaten til at holde sammen. At arbejde meget er imidlertid ikke en selvfølge, ikke mindst fordi skatterne er så høje. Og det med at holde en høj produktivitet klares kun ved, at den svageste del af arbejdsstyrken er blevet sat udenfor, fordi de ikke kan levere værdi, der modsvarer den høje mindsteløn.

Et land som Schweiz har også valgt en samfundsmodel, der forudsætter en stor arbejdsindsats at holde i gang. Den lukrative position som sikker finansiel havn kan kun holdes fast af en økonomisk politik, som langsigtet revaluerer francen kraftigt. Det kræver igen en stor indsats for at holde konkurrenceevnen. Schweizerne arbejder væsentligt mere end danskerne, i gennemsnit to ugentlige timer mere. Og hvor det er godt 80 procent af de 18-65-årige, som er i arbejdsstyrken i Danmark, så er andelen i Schweiz næsten 90 procent. Skattesystemet dæmper ikke som vores tilskyndelsen til at arbejde.

Schweizerne er også bedre uddannede end os. I Danmark opnår 32 procent af befolkningen højst en lav kompetence­givende uddannelse mod 21 procent i Schweiz, og hvor 27 procent af danskerne opnår en længere videregående uddannelse, så er tallet 30 procent i Schweiz. Schweiz opnår også klart bedre score i PISA-undersøgelserne end os. Alligevel bruger vi 7,8 procent af nationalproduktet på offentlig uddannelse mod 5,4 procent i Schweiz.

Jeg tror, at der er nogle dybtliggende forklaringer på schweizernes resultater, som bl.a. kan findes i de European Value Survey-undersøgelser, der gennemføres af befolkningernes værdier og holdninger, og som tegner et billede af befolkningernes arbejdsmoral. Schweizere lægger vægt på, at deres børn kommer til at leve med sparsommelighed og hårdt arbejde. Danskerne vil derimod gerne lære børnene uselviskhed. Vi prioriterer lighed frem for vækst. Vi går op i at dele kagen, men kagens størrelse har vi ikke let ved at forholde os til. Vi har indrettet vores uddannelsessystem og arbejdsmarked ud fra lighedsidealet.

Derfor er det umiddelbart forbløffende at notere, at der i Schweiz med en meget mindre velfærdsstat er større lighed i de indtjente indkomster blandt de 18-65-årige end i Danmark, når vi sammenligner gini-koefficienter. Vi har bare med social- og arbejdsmarkedsmodellen og det store kommunale velfærdssystem institutioner, som driver en stærk omfordeling, så ligheden efter omfordeling ender med at være større i Danmark. Men det skaber jo ikke reel lighed mellem danskerne, men udstødning og ghettoer.

Danmark holder mindstelønnen oppe - arbejdsiveren nede

Danmark kan og skal i sagens natur ikke være et Schweiz. Men det er alligevel tankevækkende at se, hvordan Schweiz er indrettet med ganske andre, men meget velfungerende institutioner. Ikke mindst fungerer det schweiziske arbejdsmarked anderledes end vores danske model.

Den danske arbejdsmarkeds- og socialmodel er indrettet, så den holder mindstelønnen på et højt niveau, men den er dårligere end den schweiziske til at sikre den arbejdsindsats, som er nødvendig. Mindstelønnen er derimod så høj, at ganske mange ikke kan få job og derfor overgår til sociale ydelser, der nok er høje og let tilgængelige i forhold til andre landes sociale ydelser, men som dog er lave i forhold til den lavere mindsteløn i et land som Schweiz.

I Danmark har vi et stort problem med at »få de sidste 20 procent med« i ungdomsuddannelserne og på arbejdsmarkedet. I Schweiz er de faglige ungdomsuddannelser ikke gjort så teoretiske og abstrakte som her. De unge får til gengæld en stærkere tilknytning og ansvarsforhold til deres mester. Derimod tjener de unge ikke meget, mens de er under deres håndværksuddannelse. Men de får en uddannelse. Det er mere end, hvad mange får i Danmark.

Den danske arbejdsmarkedsmodel er helt afhængig af, at de mange udstødte kan få en lukrativ forsørgelse af staten. Og at vi kan leve med så mange udstødte. Det går blot ikke længere. Så modellen trænger til kraftig fornyelse.

Forskningschef Henrik Christoffersen har sammen med forskerne Michelle Beyeler og Reiner Eichenberger fra Schweiz og Peter Nannestad og Martin Paldam skrevet bogen The Good Society, som udkommer i december på Springer Verlag.