»Det er nogle tikkende bomber, vi har gående rundt«

Dansk Folkeparti vil have personer på tålt ophold til at bære elektroniske fodlænker, og de har opbakning fra partierne i blå blok. Justitsminister Mette Frederiksen afviser ikke tanken og kalder personer på tålt ophold for »uønskede her i landet«.

ARKIVFOTO. Fodlænke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Thaysen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Personer på tålt ophold i Danmark skal fremover udstyres med elektronisk fodlænke, hvis de ikke melder sig hos myndighederne, sådan som de har pligt til.

Partierne i blå blok på Christiansborg er således klar til at støtte et forslag fra Dansk Folkeparti, som vil betyde, at udlændinge på tålt ophold ryger i fodlænke, hvis de begår ny kriminalitet, eller hvis de bryder deres meldepligt, mens de er i Danmark.

Dansk Folkeparti så egentlig helst, at personer på tålt ophold blev sendt hjem øjeblikkeligt, forklarer retsordfører Peter Skaarup (DF):

»Det er nogle tikkende bomber, vi har gående rundt, så længe regeringen ikke hjemsender dem. Jeg mener, man skal hjemsende dem. Hellere i dag end i morgen,« siger han.

Men hvis hjemsendelser ikke kan lade sig gøre, så fremlægger partiet nu et forslag om fodlænker, som man vil forsøge at få opbakning til i Folketinget.

Tidligere har partiet foreslået, at alle på tålt ophold skulle bære fodlænke, men nu vil man forsøge sig med et kompromis.

»Vi så gerne, at alle personer på tålt ophold fik elektronisk fodlænke på, men det, det ser ud til, at vi kan få flertal for, er, at de personer, som ikke overholder meldepligten, kan få det,« siger Skaarup og uddyber:

»Vi er nødt til at gå efter de 90 mandater og det muliges kunst, og det må vi benytte os af nu.«

Udmeldingen kommer, efter tal fra Rigspolitiet ifølge Søndagsavisen har vist, at 32 ud af 64 udlændinge på tålt ophold i Danmark er blevet dømt for ny kriminalitet. Tidligere har det også været fremme, at en stor procentdel af personerne bryder med deres meldepligt.

Venstre, Liberal Alliance og de Konservative er parat til at stille sig bag forslaget.

Politisk ordfører for Venstre, Inger Støjberg (V), siger:

»Det er fuldstændig uholdbart, at mennesker, der er på tålt ophold i Danmark, begår ny kriminalitet, og det er jo ikke bare småkriminalitet, vi taler om. Derfor bliver vi også nødt til at have styr på, hvor de opholder sig,« siger hun og understreger, at vi selvfølgelig skal »overholde de internationale konventioner«.

Hos Enhedslisten er retsordfører Pernille Skipper (Ø) uenig med den borgerlige blok.

»Det er utroligt bekymrende, for det svarer til at straffe personer for noget, man tror, de vil gøre,« siger hun og uddyber:

»Så vil de borgerlige sætte en fodlænke på dem, fordi statistikkerne viser, at de måske vil gøre det igen.«

Justitsminister Mette Frederiksen er i første omgang ikke afvisende over for ønsket fra de borgerlige.

»Jeg afviser ikke noget, hvad det her angår,« siger hun til TV 2 News.

I en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau siger hun:

»Personer på tålt ophold er uønskede her i landet, for det er jo mennesker, der har begået alvorlige forbrydelser eller krigsforbrydelser.«

Mette Frederiksen tager ikke stilling til det konkrete forslag, men siger:

»Vi kan ikke spærre personer på tålt ophold inde, men vi kan - og skal - holde dem under skarpt opsyn, og det skal have konsekvenser, når de begår kriminalitet eller forsømmer meldepligten.«

Ifølge Justitsministeriet kostede en fodlænke i 2013 438 kroner per dag.