»Det er ikke min far«

Svaret på det spørgsmål, Mogens Glistrup ­oprindeligt udgjorde for Danmark – til den danske velfærdsmodel – har modsat beretningen i ­»Spies & Glistrup« været så svært, at det længe efter har udgjort det nav, hvorom pedalerne i den politiske debat har trådt.

Mogens Glistrup og Simon Spies Fold sammen
Læs mere
Foto: Willy Henriksen

I søndags nægtede Mogens Glistrups børn at møde op til gallapremieren på den massivt hypede film »Spies & Glistrup«.

Det er dog jeres far, filmen handler om, indvendte B.T. til Anne-Marie Glistrup, datter af Mogens og Lene. »Nej, han er ikke med. Det misforstår du. Det er ikke min far, den film handler om,« svarede Anne-Marie Glistrup.­

Næh, »Spies & Glistrup« handler ikke om Mogens Glistrup. Den handler heller ikke om Simon Spies. Ej heller om Spies & Glistrup for den sags skyld. Instruktør og manuskriptforfatter Christoffer Boe bruger blot de to personers karismatiske og kontroversielle klangbund i nyere dansk historieskrivning til at recitere et frit opfundet drama, hvor Spies af hensyn til egen forretning og indtjeningsevne svigter Glistrup i dennes krig mod myndighederne.

En klar løgn

»Det skete ikke,« som Mogens Glistrups søn, Jørgen Glistrup, siger til Politiken: »Men for at bygge op til den konflikt, som aldrig har fundet sted, var instruktøren nødt til hele vejen igennem at ændre begges personligheder og deres store format, som i øvrigt overhovedet ikke kommer frem i filmen – det er bare pik og patter«, siger Glistrups søn. Og hermed har Jørgen Glistrup egentlig leveret den mest præcise anmeldelse, overtegnede har læst af filmen, som nok har to overdådigt spillende skuespillere i hovedrollerne, men ikke er særlig god. Primært fordi filmen ikke tør gå planken ud med sin egentlige fascination. For det er tydeligt, at Boe gerne har villet skabe en film om Glistrup. Mere end om Spies. Sidstnævntes offentlige pr-excesser og »stiv pik«-attitude er en stor del af filmen – formentlig pga. frygt for ikke at kunne få folk gennem tælleapparaterne. Men hovedplottet knytter sig til den udfordring, Mogens Glistrup udgjorde mod »Systemdanmark«. Glistrup gik i direkte frontalangreb mod selve magten. Uforfærdet og med draget kårde. Og magten skælvede og kastede alt, hvad den havde mod ham. »Spies & Glistrup« registrerer Glistrups angreb. For derpå at folde det sammen i et nederlag ombundet en rød tråd af et frit fantaseret svig Simon og Mogens imellem.

Det er selvsagt fiktionens frie valg. FBI opklarede heller ikke, som i »Mississippi Burning«, Alan Parkers sydstats-thriller fra 1988, Ku Klux Klan-mordene på tre sorte borgerrettighedsforkæmpere, mens statens sorte befolkning nøjedes med at bede og synge i angst. Mordene blev opklaret af sorte borger­rettighedsforkæmperne – ikke mindst grundet en udlovet dusør. At der fandtes en tysk ubåd »U-571« er sandt. Men at den sejlede rundt med en maskine, der kunne knække nazisternes enigma-koder og blev erobret af amerikanerne, hvilket førte til det Tredje Riges fald, passer ikke. Enigma-kodebogen blev snuppet af englænderne i en anden sammenhæng. Historiske eksperter blev hurtigt enige om, at stort set det eneste instruktøren Oliver Stone i filmen »JFK« havde rigtigt fat i, var datoen for mordet på John F. Kennedy. Oscar Schindler, manden, der reddede hundredvis af polske jøder ved at give dem arbejde på sin fabrik, gik efter profitten. Slutscenen i Spielbergs »Schindlers liste«, hvor Schindler bryder sammen og fortryder han ikke reddede flere, får en del historikere til at ryste på hovedet.

Sådan kunne man blive ved. Om film, der har samme tilgang, som er beskrevet i de indledende tekster til »Spies & Glistrup«: »Baseret på virkelige begivenheder. Og en del uvirkelige«.

Men hvad er så en retvisende og prægnant film om Glistrup? Er det en rigid film udelukkende bestående af rent dokumentariske optagelser, som instruktør Christoffer Boe meget forståeligt har genspurgt kritikerne.

Det er vanskeligt at drage grænserne. Det er svært at udmåle afdøde personers rettigheder, når de juridisk set ikke faktisk ikke er i besiddelse af sådanne og moral alene skal udgøre måleenheden for ret og vrang. Det eneste formål med denne blog er at gøre opmærksom på, at »Spies & Glistrup« er en kedelig banalisering af sidstnævntes virke og betydning. Desværre. Muligvis afstedkommet af den fodforms-skabelon, der tydeligvis anvendes af filmkonsulenter på alle danske film. Hvor man forlanger ethvert filmmanus forsynet med et vist antal vendepunkter og et skæbnesvangert personligt valg, før yderligere støtte er i sigte.

Svaret på det spørgsmål, Mogens Glistrup oprindeligt udgjorde for Danmark – til den danske velfærdsmodel – har modsat beretningen i »Spies & Glistrup« været så svært, at det længe efter har udgjort det nav, hvorom pedalerne i den politiske debat er trådt. Er Dansk Folkeparti i dag en bærende væg i dansk politik, er dets byggemateriale udvundet i de lag, der kom til syne ved Mogens Glistrups jordskredssejr i 1973. Er en restriktiv indvandrerpolitik nødvendig for at opnå magten – en sådan førte som bekendt i 2001 de borgerlige i regering og er siden matchet af alle andre regeringsbejlende partier – var Glistrup først med at hævde dens nødvendighed. Ligger skat og skattelettelser i a-rotation, som det hedder i DJ-sprog, på den politiske playliste i dag, ved alle udmærket, hvor den politiske tråd er trukket fra. Man kan endog hævde, at da Venstres statsminister Anders Fogh Rasmussen i begyndelsen af 00’erne blæste til kulturkamp mod socialdemokratisme, politisk korrekthed og smagsdommere, var det et moderat ekko af det oprør, Glistrup startede på skingert bornholmsk.

Forrige fredag imødegik Christoffer Boe kritikken fra Mogens Glistrups børn i Berlingske­: »Vi har taget os mange friheder. Men der er selvfølgelig nogle grænser, når man bruger virkelige personer som hovedkarakterer. Vi har for eksempel ikke gjort dem til massemordere – eller socialdemokrater,« sagde Christoffer Boe blandt andet.

Når brug af virkeligheden er så uforpligtende, ville en af de sidste idéer måske have været mere original end den om, at penge er onde, og at en rigmand derfor svigter sin idealistiske ven.