»Det er en diskussion, han skal tage med FN«

Fem skarpe: Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, giver svar på brasiliansk tiltale.

Søren Pind (V) vil inden længe tage et møde med brasilanske repræsentanter. Foto: Claus Bech Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor har I valgt ikke at have BRIKS-landene med på listen?

»Det er ikke, fordi vi ikke har valgt dem. Men den her ordning er for lande, som har opnået det niveau, som er repræsentativt for den øverste del af FNs Human Development Index (HDI) og for de visumfri lande. Men lige så snart BRIKS-landene opnår det, så vil de falde ind under den nye ordning.«

Den brasilianske ambassaderåd mener ikke, at et land bør basere sin immigrationspolitik på HDI. Kan du følge ham i det?

»Det er en diskussion, han skal tage med FN. Det er dem, der laver indekset.«

Danmark har et visumsamarbejde med Brasilien. Vurderer I, at argentinere eller chilenere er mere integrationsegnede end brasilianere?

»Altså, FNs vurdering er, at de er højere på det her indeks, end Brasilien er. Lige så snart Brasilien overhaler dem, så skifter man plads.«

Danske virksomheder har ansat mange IT-medarbejdere fra f.eks. Indien. Kan det ikke blive et problem for dansk erhvervsliv, at BRIKS-landene ikke er på jeres liste?

»Nej, det er ikke min opfattelse. Der er også andre ordninger. Forskerordninger og hvad ved jeg, man kan komme ind under. Vores opfattelse er, at det bliver et meget mere smidigt system og oven i købet åbner for, at indkomster på kun 215.000 fra et stort område kan komme til Danmark. Det, mener vi, er en forbedring af de nuværende forhold.«

Vil I nu overveje at tage Brasilien eller andre lande med på listen?

»Vi kommer til at drøfte det løbende. Om der så i den politiske proces kommer til at ske ændringer under de forhandlinger, der måtte opstå, er en anden sag. Det kan godt ske. Men det skal ikke være sådan, at fordi man er stor, men ikke opfylder reglerne, så kan man tryne sig til noget, som andre ikke kan,« siger Søren Pind, som tilføjer, at han inden længe vil tage et møde med brasilianerne.