»Det er blevet os, der kæmper for individets rettigheder«

Serie: Er borgerligheden anno 2016 i et værdipolitisk tomrum eller klædt på til kamp? Og hvad er borgerlige holdninger egentlig? I Berlingskes interview- og debatserie om borgerlighed er vi nået til Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der har svært ved at få øje på de liberale frihedsidealer på »højrefløjen«. De blå partiers politik er blevet til et miks af nationalkonservative værdier og en liberalistisk økonomi, mener hun.

Foto: Malene Anthony Nielsen.
Læs mere
Fold sammen

Johanne Schmidt-Nielsen bruger ikke begrebet borgerlig.

Hun kalder konsekvent de borgerlige partier for »højrefløjen«.

Og hun gør det bevidst, fordi betydningen af 'borgerlig' står ganske uklart for hende.

»For det første dækker ordet borgerlig i Danmark jo både over De Konservative og Venstre, og på internationalt plan må man sige, at de konservative og liberale partier ofte er to meget forskellige størrelser. For det andet tror jeg, at mange forbinder ordet borgerlig med grundlæggende frihedsrettigheder. Og det har jeg svært ved at se nogle partier på højrefløjen kæmpe for i dag,« siger hun.

Faktisk følte Enhedslisten tidligere en form for værdifællesskab med Liberal Alliance, da de lige var dukket op på den politiske spillebane.

Dengang oplevede Johanne Schmidt-Nielsen, at de stod sammen om at være varsomme over for overvågning. Om ikke at acceptere, at terrorlovgivningen kom i karambolage med den enkelte borgers rettigheder. Og at de på en række punkter lagde sig op ad Cepos’ daværende chefjurist, Jacob Mchangama, som Enhedslisten også føler sig tæt beslægtet med.

»Det er mit indtryk, at den del af Liberal Alliances politik fylder mindre og mindre. Desværre,« siger hun og peger på flere forslag fra blå blok, som nu ifølge hende strider direkte imod individets rettigheder.

Det gælder for eksempel muligheden for at suspendere kriminelle udlændinges ret til at få deres sag for en dommer inden for 72 timer.

»Det er udtryk for en nærmest totalitær tiltro til staten,« siger Johanne-Schmidt Nielsen.

Det gælder 24-års-reglen og tilknytningskravet, som sætter grænser for, hvornår du kan få familiesammenføring.

»Næst efter frihedsberøvelse er det vel et af de mest voldsomme indgreb i borgerens liv, du kan lave, at du ikke kan bo i dit eget land med din udenlandske ægtefælle,« lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen.

Og så gælder det hele spørgsmålet om, hvordan vi i Danmark ser på FN’s menneskeretskonventioner. Her har både LA, K og DF talt for at suspendere eller træde helt ud af dem for at få styr på flygtningestrømmen.

»Konventionerne og menneskerettighederne er jo udtryk for en idé om, at hvert enkelt menneske har nogle rettigheder, som ikke må knægtes. Det er vel grundlæggende en liberal tankegang at give hvert enkelt menneske i verden et værn mod totalitære stater,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, som derfor kommer frem følgende konklusion:

»Det er blevet os, der kæmper for det enkelte individs rettigheder. Det er Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, som kæmper den kamp i dag. Og så går LA i det mindste stadig ind for, at ændre den såkaldte mørklægningslov,« siger hun.

Højrefløjen er blevet mere nationalkonservativ

De liberale værdier har fået trange kår på »højrefløjen«, som ifølge Johanne Schmidt-Nielsen er blevet mere nationalkonservativ. Til gengæld har den liberalistiske økonomi sejret ved at vinde indpas et langt stykke hen over midten i dansk politik, lyder hendes analyse.

»At sænke topskatten udlægges som sund fornuft frem for et politisk valg. At mindske trygheden på arbejdsmarkedet ved at forringe vilkårene for mennesker ramt af ledighed eller sygdom bliver også mere eller mindre lagt frem som en selvfølge frem for et politisk valg,« siger hun og genbruger tidligere finansminister Bjarne Corydons (S) udtryk om »nødvendighedens politik«.

»De liberalistiske dogmer har strukket sig langt langt ind i Socialdemokratiet. Vi så dem jo stå i spidsen for en skattereform sammen med SF og de Radikale, hvor man lod ledige og syge finansiere, at grænsen for, hvornår man betaler topskat, blev hævet. Ligesom det var en S-ledet regering, der sænkede selskabsskatten,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Socialdemokratiet havde dengang udpeget en modelperson som kernevælger, de kaldte »Blå Bjarne«. Den faglærte, privatansatte arbejder med egen bil og hus i forstæderne. Men er den moderne arbejdervælger måske i virkeligheden småborgerlig? Johanne Schmidt-Nielsen afviser blankt den idé.

»Ordet småborgerlig er også underligt og upræcist,« siger hun og tager afstand fra, at begrebet »villa, volvo og vovse« skulle være en del af et borgerligt eller småborgerligt værdisæt.

»Det der med gerne at ville have en hund, en familie, et arbejde og et hus. Det er helt underligt at tilskrive det en bestemt politisk farve. Historisk er det arbejderbevægelsen, som har kæmpet for gode og sunde boliger til alle borgere. Og at børn og hunde skulle være specielt borgerligt - sikke noget pjat,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hendes eget huskøb i Valby vakte for nyligt opsigt. Det var en villa til seks millioner kroner, som for nogen symboliserede, at den tidligere politiske ordfører måske selv var blevet småborgerlig. Men den diskussion vil hun slet ikke gå ind i.

»Mit privatliv er privat,« lyder det korte svar.

»Det er ikke ren logik at sænke topskatten«

Til gengæld giver Johanne Schmidt-Nielsen gerne sit bud på, om ikke den globale situation med flygtningestrømme, terror og hård konkurrence mellem staterne kan være skyld i den politiske kurs.

»Det er jo den sang, de liberale synger. Men det er ikke ren logik at sænke topskatten. Det er et valg, man træffer. Man kan også vælge at føre en anden politik. Det kommer an på, om man tilstræber et samfund, hvor de økonomiske forskelle mellem mennesker er store eller små. Det kommer an på den retning, man ønsker at drive samfundet i. Der er ikke nogen nødvendig politik,« siger hun.

Men er det specielt borgerligt at skabe mere ulighed og mere forskel mellem rig og fattig?

»Nu forsøger jeg jo at undgå at bruge begrebet borgerlig. At føre en politik, som øger uligheden, ser jeg som liberalistisk.«