»Det er altid bunden, der tager stødet, når Liberal Alliance rykker ud med deres politiske ønsker«

Kend din folketingspolitiker: Astrid Krag fortæller om det at blive ringet op af Helle Thorning-Schmidt, der spurgte hende, om hun ville være sundhedsminister, om døgnet, hvor alt væltede i SF, og om sin opvækst i en by, hvor langt fra alle havde lige muligheder. Kom tættere på Socialdemokratiets ældreordfører her.

Foto: Jonas Skovbjerg Fogh. Astrid Krag. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Scanpix 2014)
Læs mere
Fold sammen

Hver dag i den kommende periode stiller Berlingskes Politiko 17 faste spørgsmål til en af Folketingets 179 medlemmer.

I dag kan du komme tæt på Socialdemokratiets ældreordfører Astrid Krag.

1. Hvad er opskriften på en god dag for dig?
»En god dag for mig er en dag, hvor jeg føler, jeg har flyttet noget politisk, hvor jeg har været sammen med inspirerende og engagerede mennesker – og haft tid til at kysse mine unger og min mand mere end én gang.«

2. Hvornår føler du dig mest magtfuld?
»Jeg føler mig mest magtfuld, når jeg er i stand til at føre en politisk idé eller vision ud i virkeligheden.«

3. Hvem ser du op til?
»Jeg ser op til folk, der er ægte, og som står op for det, de tror på. Og som er optaget af at løfte dem, der ikke får en fair chance i dag. Som er drevet af en tro på, at tingene kan og skal blive bedre. Og som siger åbent, at det kræver, at man melder sig ind i kampen og starter et sted - uagtet ting kun kan flyttes trinvist. Fra Michelle Obama og hendes vigtige initiativer på sundhedsområdet og for at sikre piger uddannelse, over Mette Frederiksen og hendes kamp for et Danmark, der får alle med, til Camilla Krogh, som jeg lærte at kende, da jeg som sundhedsminister arbejdede meget med psykiatrien. Og så ser jeg op til min mand, som ikke bare udgiver plader og spiller koncerter, men også bruger sin musik til at gøre en forskel for unge mennesker, der står lige der i livet, hvor det hele raser, og man skal finde ud af, hvem man er, og hvad man skal her i verden. Og så er han en dygtig forretningsmand og en fantastisk far og mand fuld af empati og indsigt.«

4. Hvad kan gøre dig mest rasende?
»Det gør mig rasende, når urimelige forskellige i livsvilkår bliver forstørret af mennesker, der har deres på det tørre. Sebastian Dorset brugte udtrykket, at Anders Samuelsen er Danmarksmester til bottle flip: det er altid bunden, der tager stødet, når Liberal Alliance rykker ud med deres politiske ønsker. Men en af de afgørende grunde til, at vi lever i et trygt og velstående land er, at vi ikke har så store forskelle, som man ser i resten af verden. Det skal vi holde fast i – og vi skal gøre det bedre for dem, der i dag ikke får de samme muligheder som alle andre.«

5. Hvad ville du lave, hvis du ikke var politiker?
»Hvis jeg ikke var politiker, kunne jeg godt tænke mig at være sådan en, der var vildt god til it-teknologi, til at skrive koder og udvikle apps og teknologisk udstyr. Det ville jeg bruge til at arbejde med fremtidens sundhedsgear, der kommer til at give helt vilde muligheder for at forebygge og holde sygdomme i skak for dem, der lever med kroniske eller dødelige sygdomme. Jeg tror, vi alle sammen løbende kommer til at have adgang til aktuel ekspertviden om vores egen krop og sundhed gennem vores smartphone eller noget endnu smartere, som ikke er opfundet endnu – men som jeg godt gad være dygtig nok til at være med til at lave, hvis jeg ikke var politiker.«

6. Hvad er det mest dramatiske øjeblik i din politiske karriere?
»På den positive front var det, da Helle Thorning-Schmidt ringede og spurgte, om jeg ville være sundhedsminister. Jeg var højgravid, havde lige kysset min mand farvel og sendt ham afsted på tre ugers tur og puttet vores datter. Der startede nogle hæsblæsende og fantastisk spændende år. På den negative front var det det døgn, hvor alt væltede i SF, og partiet valgte at træde ud af regeringen. Dér brast det projekt, jeg havde arbejdet for hele mit voksenliv. Og dermed forsvandt også troen på, at SF kunne blive parti, der kunne være med til at bære magtens ansvar og tåle, at vil man forandre ting i vores samfund og i verden, så er man i det for the long run

7. Hvor kommer dine holdninger fra?
»Hvis jeg skal pege på én ting, der har formet mig som mennesker og præget mig politisk, så var det oplevelsen af, hvor forskelligt vi havde det derhjemme blandt mine klassekammerater. Jeg er vokset op i en lille by, hvor vi alle sammen gik i den samme skole. I min klasse var der børn af fabriksarbejderen, landsbrugsmedhjælperen, syerskeren (indtil systuen flyttede til Polen), boblebadsforhandleren, den langtidsledige, invalidepensionisten, pædagogen, sygehjælperen, sekretæren, håndværkerne, dagplejeren, akademikeren og flere endnu. Hos nogen var der masser af overskud til at følge med i skolearbejdet, køre til sport, bakke op og snakke med os unger, når vi kom og legede. Hos andre var det mere tydeligt, at det krævede en indsats at holde hverdagen flydende. Den grundlæggende uretfærdighed, at nogen bliver født til så meget hårdere odds med så ulige muligheder, formede mig, som menneske og gav mig min politiske drivkraft.«

8. Hvad er den bedste bog, du har læst?
»Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren fik jeg læst højt, da jeg var syg og indlagt på sygehuset alene, da jeg gik i 1. klasse. En bog om livet og døden og om kampen mellem det gode og det onde - fortalt poetisk og smukt og til børn og voksne på samme tid.«

9. Hvis du havde 1 mia. kr., hvad ville du så bruge dem på?
»Væk med børnefattigdom i Danmark, øget hjælp i nærområderne til verdens krigsområder, så der ikke er så mange, der tager den farefulde færd over Middelhavet til Europa, nok pladser på kvindekrisecentrene til kvinder, der flygter fra vold og social kontrol, flere midler til den tidlige indsats i forhold til psykisk sårbarhed og de nødvendige investeringer i moderne toiletter og andet udstyr, der kan sikre, at ingen ældre med en rask blære skal have ble på, fordi de har behov for hjælp til at komme på toilettet.«

10. Hvad tænker du på, når du ikke kan falde i søvn?
»Når jeg ikke kan falde i søvn, tænker jeg på mit hjem, og hvad jeg gerne vil rydde op, flytte rundt, male eller organisere smartere eller pænere.«

11. Hvad er det vigtigste, du har ændret i det danske samfund?
»Jeg havde som sundhedsminister et stærkt fokus på psykiatrien. Både økonomisk, men i høj grad også i forhold til tilgangen til behandling og opfattelse af psykisk sygdom, hvor troen på recovery – at man kan komme sig helt eller delvist, og at langt fra alle psykiske sygdomme er kroniske eller invaliderende – og patienters egen viden kom langt mere i centrum. Vi er ikke i mål med vores behandlingspsykiatri eller hjælpen til folk med psykiske lidelser, men det går i den rigtige retning med flere, der ønsker at uddanne sig til specialister for at arbejde inden for psykiatrien, med åbne tilbud til psykisk sårbare som HeadSpace og tidligere patienter som ansatte vidensmedarbejdere flere steder i landet, for at nævne nogle af de vigtige resultater.«

12. Hvilken politiker fra et andet parti end dit eget er den bedste debattør i Folketinget?
»Simon Emil Ammitzbøll er svær ikke at holde af som debattør, fordi han altid har humoren og en god portion selvironi med. Og så rutter han mildest talt ikke med sine holdninger. Så der er noget at diskutere.«

13. Hvad er løsningen på samfundets største problem i øjeblikket?
»Om det er Danmarks vækstudfordringer, den store opgave med at integrere de mange nytilkomne flygtninge eller et Danmark, der er ved at knække, fordi fremgangen er så ulige fordelt geografisk, så er løsningen den samme: Vi skal have alle med. Den største udfordring for den danske vækst fremover er, at vi ikke har nok kvalificeret arbejdskraft – og samtidig vil stadig flere ufaglærte ende uden for arbejdsmarkedet, hvis vi ikke får sikret dem en uddannelse. Det samme gælder de syriske flygtninge: Ungerne kommer til at lære hurtigt dansk, hvis de kommer i vuggestue, børnehave og skole – men også forældrene skal vi have med og hurtigt ind på arbejdsmarkedet. Og i de dele af Danmark, der ikke oplever, at vi er igennem krisen på samme måde, som man gør det i de store byer, er det også afgørende at kunne sikre en kvalificeret arbejdskraft, der kan gøre det attraktivt for både private og offentlige arbejdspladser at placere deres virke i de dele af landet.«

14. Hvilken beslutning/lov ærgrer du dig mest over at have lagt stemme til?
»Politik er fyldt med ikke-optimale valg, hvor man får det bedste ud af en svær situation, så der er løbende beslutninger, der kunne være bedre. For eksempel var jeg med til at hæve aldersgrænsen for, hvornår man kan få tilskud til psykolog, hvis man lider af moderat angst, med 10 år. Men reelt burde der slet ikke være nogen aldersgrænse, for der er ikke noget, der fagligt retfærdiggør det. I samme aftale kunne vi fjerne aldersgrænsen for tilskud til psykologhjælp til moderat depression helt, og på den måde må man acceptere, at nogen ting må tages i skridt.«

15. Hvad er det mest skelsættende øjeblik i dit liv?
»Jeg elsker alle mine tre børn lige højt – men det mest skelsættende øjeblik var, da min datter kom til verden, for der blev jeg mor.«

16. Hvad synes du fylder for meget i den politiske debat?
»Der er for mange stråmænd, når man diskuterer på de sociale medier - og for meget grimt sprog. Politikerne bliver alt for ofte omtalt, som om vi var én homogen og enig gruppe – og det er vi jo langt fra. Faktisk har vi jo partier og folketingsvalg, fordi vi netop ikke er enige, og danskerne med deres kryds skal give retningen og vælge de mennesker, de ønsker skal repræsentere dem.«

17. Hvad kan gøre dig mest bange?
»Når jeg får fornemmelsen af, at mine børn bliver voksne i et Danmark, hvor enhver er sig selv nærmest, hvor forskellene er blevet for store og følelsen af fællesskab væk. Til gengæld kan det også motivere mig til de lange dage på Christiansborg og det mere slidsomme politiske arbejde. For sådan behøver det jo heldigvis ikke blive.«