Det betaler sig at vælge den klogeste politiker

Et land klarer sig bedst, hvis statslederen er intelligent. Jo mere intelligent desto bedre, viser amerikansk forskning. De dummeste præsidenter har fået USA i ulykke, mens de klogeste har givet deres land fremgang.

De tre mest intelligente amerikanske præsidenter i moderne tid er fra venstre: Woodrow Wilson, Bille Clinton og John F. Kennedy. Fold sammen
Læs mere

Her er et af de politisk mest ukorrekte spørgsmål, som man kan forestille sig i valgkampen – men også ét af de vigtigste:

Hvem er mest intelligent: Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V)?

Kritikere vil allerede nu hænge i kommentarfeltet og sige, at spørgsmålet om intelligens ikke har noget at skaffe i valgkampen. For det første fordi vi ikke kender kandidaternes IQ – deres intelligenskvotient – og selv om vi kendte den, ville spørgsmålet være irrelevant. En jysk fabrikant med syv års skolegang og bark på hænder og hjerne kan være en bedre leder end en topscorer i IQ, lyder argumentet.

Men det er ikke korrekt, skriver professor i psykologi David Hambrick i Scientific American. Nyere amerikansk forskning viser, at der er en klar sammenhæng mellem høj intelligens og lederskab, og jo højere intelligens desto bedre er en præsident, skriver han.

I 2006 offentliggjorde professor Dean Simonton sin såkaldt historiometriske måling over 42 amerikanske præsidenter, og hans undersøgelse er siden blevet den mest anerkendte oversigt over amerikanske præsidenters intelligens.

Simonton målte tre størrelser, som alle fanger intelligens, IQ, åbenhed og intellektuel skarphed, og målt mellem 1789 og 2006 er facit følgende:

De tre mindst intelligente præsidenter i moderne tid er Warren Harding, Calvin Coolidge og George W. Bush, og målt over hele perioden får de følgeskab af Zachary Taylor, Ulysses S. Grant og James Monroe.

De tre mest intelligente i moderne tid er Woodrow Wilson, John F. Kennedy og Bill Clinton, og målt over hele perioden får de følgeskab af John Quincy Adams og Thomas Jefferson. Barack Obama er ikke med i målingen.

I forrige uge tog statistikeren og valg­eksperten Nate Silver de pågældende tal og målte deres sammenhæng med præsidenternes succes. Han brugte et gennemsnit af historikeres målinger af de mest og mindst duelige amerikanske præsidenter, og han fandt en klar korrelation mellem duelighed og intelligens.

Eller udtrykt i moderne præsidenter: Mindre intelligente præsidenter som Harding og Coolidge får skylden for den rorløshed og isolationalisme, der var medvirkende til den store depression og til de -ismer, der fik lov til at vokse sig stærke og sætte verden i brand. Og konsekvenserne af Bushs præsidentskab lever vi stadig med.

Omvendt var intelligente præsidenter som Wilson, Kennedy og Clinton den slags, som ifølge historikerne efterlod USA i bedre forfatning end ved deres tiltrædelse.

Det kloge valg

Resultatet er ikke så overraskende, skriver Hambrick i Scientific American, og han afviser ideen om, at en statsleder ikke behøver at være vidende eller intelligent, bare han forstår at vælge vidende og intelligente rådgivere. Det holder ikke, og han citerer tidligere senator Gary Hart for følgende udsagn:

Det kræver en »temmelig skarp hjerne, rundet af studier, rejser og erfaring og eksponering over for mange forskellige ideer at skabe en god dømmekraft og en viden om hvem, han eller hun skal lytte til...«

Derfor skal vi håbe, at de klogeste mennesker stiller op og den klogeste vinder, siger David Hambrick.

Og hvad det har med det danske valg og de to statsministerkandidater at gøre? At vælgerne ikke bare skal vælge efter valgkaniner og ugebladsprofiler, men spørge sig selv: Hvem er den mest intelligente kandidat?

Det er det kloge valg