Derfor vil svenskerne anerkende Palæstina

Sveriges socialdemokratiske udenrigsminister, Margot Wallström, forklarer i en kronik, hvorfor vores naboland anerkender Palæstina som en selvstændig stat.

Sverige vil - i modsætning til Danmark - anerkende Palæstina som en selvstændig stat, og den svenske udenrigsminister, socialdemokraten Margot Wallström, begrunder hvorfor i en kronik i dag i Dagens Nyheter.

Her oplister hun tre argumenter for, hvorfor svenskerne tager det skridt, som Israels udenrigsminister allerede nu betegner som »forkasteligt«.

1) Anerkendelsen vil være et rygstød til de moderate kræfter i Palæstina, som skal stå for at danne og opbygge en stat.

{embedded type="node/" id="ynodes_carousel"}

2) I de strandede fredsforhandlinger mellem Israel og Palæstina vil en anerkendelse gøre forholdet mellem de to parter mere jævnbyrdigt.

3) Beslutningen skal bidrage til at skabe håb og tro på fred blandt unge mennesker, som ellers risikerede at blive radikaliserede.

»Til de seks-årige børn i Gaza, der allerede har oplevet tre krige, vil vi med anerkendelsen sige det samme som til de jævnaldrende i Israel: Vi tror stadig på en fredsløsning, som indebærer, at staten Israel lever side om side i fred og sikkerhed med en demokratisk, sammenhængende og levedygtig palæstinensisk stat,« skriver Margot Wallström.

S og R gik til valg på anerkendelse

Den svenske beslutning lægger fornyet pres på SR-regeringen, hvis parlamentariske grundlag, SF og Enhedslisten, begge ønsker, at Danmark anerkender Palæstina som en selvstændig stat.

Men det afviste statsministeren så sent som i denne uge. Det samme gjorde udenrigsminister Martin Lidegaard (R). På trods af at begge partier gik til valg på det modsatte.

»Selvom vi allerhelst så en forhandlet løsning mellem Israel og palæstinenserne, så er vi nået dertil, hvor vi må anerkende palæstinensernes stat,« sagde R-formand Margrethe Vestager før valget til Berlingske.

For nylig leverede udenrigsminister Martin Lidegaard (R) så det modsatte modskab.

»Vi glæder os til at kunne anerkende Palæstina som stat, men det er svært at gøre det, før vi ved, om staten har nogen som helst mulighed for at eksistere,« udtalte han til Politiken.

Læs hele kronikken hos Dagens Nyheter.