Derfor smed justitsministeren borgerlige partier ud fra genåbningsforhandlingerne: »Det var en reel politisk uenighed, som vi ikke kunne nå over«

Borgerlige politikere skyder med skarpt mod regeringen for at smide dem ud fra forhandlinger om genåbningen af Danmark. Der var slet ikke noget ønske om at lade de blå partier få indflydelse, lyder kritikken. Justitsministeren siger, at han ikke så nogen mulighed for at nå til enighed.

Da justitsminister Nick Hækkerup (S) skulle forhandle, hvordan den genåbning, der blev præsenteret onsdag middag, skulle se ud, indså han hurtigt, at regeringen ikke ville blive enig med de borgerlige partier. Derfor bad han dem forlade forhandlingerne. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Det er ingen hemmelighed, at der var uenigheder, da regeringen tirsdag eftermiddag satte sig sammen med Folketingets partier for at diskutere, hvilke dele af det danske samfund, der skulle åbnes.

Men der var næppe mange, der havde forventet, at rød og blå blok ikke kunne blive enige om noget som helst. Givetvis er det også de færreste, der havde håbet på, at der ikke engang ville blive gjort et forsøg på at blive enige.