Bjarne Corydon (S) befinder sig tydeligvis godt med magten. Ansvaret er ikke et åg, der tynger, han synes at hvile selvsikkert i den virkning, hans position har på andre mennesker.
Det kunne man se, da Corydon i mørkt jakkesæt og lyseblåt slips sent tirsdag eftermiddag roligt skridtede ned af trappen i det fyldte auditorium på CBS på Frederiksberg for indtage pladsen ved siden af professor Ove Kaj Pedersen til en debat om velfærdsstatens fremtid. Symbolsk nok uden overfrakke. Kulden udenfor og meningsmålinger, der er i minus, bider tilsyneladende ikke på Corydon.
»Når jeg møder mine europæiske kollegaer, er der egentlig ikke nogen af dem, jeg ville bytte med, selv om jobsikkerheden måske er bedre,« som han sagde det.
Egentlig en påfaldende facon for en mand, der var kommet for overbevise om oprigtigheden af sin egen trosbekendelse.
24. august i år gik Corydon nemlig til citat med følgende udtalelse: »Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat«.
En sentens, der bekræftede mange socialdemokrater i, at folketingsgruppen havde forladt afgørende bastioner i forsvaret for den velfærdsbygning, partiet havde brugt 100 år på at mure op, og nu selv deltager i de borgerliges nedrivningsarbejde. Eller en sentens, som andre har udlagt som et let gennemskueligt forsøg på finde en forklaring på de mange løftebrud fra en mand, der er i lommen på finansministeriets beregninger af den så nødvendige reform-politik.
Det var de to fortællinger, Bjarne Corydon var kommet for at viske ud – og knæsætte en ny.
»Når man siger »jeg tror på«, så har man viljen med,« slog han fast.
Konkurrencestaten gælder
Konkurrencestaten er en samfundsdiagnose, professor på CBS Ove Kaj Pedersen har gjort gældende i en årrække. Og det var ham, der lagde for. På lidt under en time fortalte han, hvordan stater siden 90erne stadig mere intenst har konkurreret med hinanden om at tiltrække den globale vækst. Med forskellige politiske strategier og konsekvenser.
I hans analyse går dansk velfærd her fra at beskytte borgerne mod de uligheder, kapitalismen skaber, til at blive et instrument, staten bruger til at optimere befolkningens sundheds- og uddannelsesniveau og landets infrastruktur, så virksomheden Danmark bliver konkurrencedygtig. Metaforen for velfærd er ikke længere sikkerhedsnettet, men human ressource development.
Og den største konsekvens for danskerne? Selvforsørgelse bliver et nyt vilkår. Uddannelsen får man og en hospitalsindlæggelse om nødvendigt, men uendelig overførselsindkomst er slut. Arbejdsløshed er et problem, borgerne selv i stigende grad skal komme ud af.
Netop selvforsørgelsen stod centralt, da Corydon tog over. Her blev han først personlig, siden skrev han sit navn ind i Socialdemokraternes historie ved siden af Jens Otto Krags og H.C. Hansens.
»Jeg kan stadig lugte og smage den klassiske velfærdsstat. Min familiemæssige og sociale baggrund er, at jeg var den første, der tog en studentereksamen af alle, vi kendte – alle onkler, tanter, kusiner, alle brødre og bedsteforældre. Der var til gengæld masser af søde og rare mennesker, hvor overførselsindkomster spillede en væsentlig rolle. Ikke på nogen ydmygende eller farlig måde, men børnepengene var da vigtige, det var kontanthjælpen og dagpengene også for nogle af dem. Det var folkepensionen for mange og efterlønnen for alle,« fortalte Corydon.
»Og sådan er det selvfølgelig stadigvæk for mange mennesker, og sådan skal det være i lang tid fremover. Men der er for mig at se ingen tvivl om, at et samfund, som bruger sine ressourcer klogere og gør flere mennesker selvforsørgende i en større del af deres liv, er bedre end det, jeg voksede op i.«
Corydon læner sig op af forfædrene
Projekt selvforsørgelse – det som på teknokratisk hedder øget arbejdsudbud – handler for Corydon ikke om offentlige besparelser. Det er et værdipolitisk mål. Menneskelig værdighed og frihed opstår med et job i hånden.
»Noget af det mest ødelæggende for folk – socialt, sundhedsmæssigt, økonomisk og menneskeligt – er, når de er uden for beskæftigelse og uden udsigt til at forsørge sig selv og deres egne og bestemme deres egen vej i tilværelsen.«
På et spørgsmål fra salen til den fornemmelse af ophørsudsalg af historisk arvesølv, som socialdemokrater uden for ministerkontorerne har givet udtryk for, bragte Corydon de socialdemokratiske landsfædre på banen.
»Hvis du ser på det, som historisk anerkendte statsministre som Jens Otto Krag og H.C. Hansen har stået for, handlede det om lønudvikling og markedsadgang andre steder. Det var et hovedanliggende for dem. Det handlede om at få tingene til at fungere økonomisk for den brede masse af befolkningen. Og at fortsætte den udvikling og at tage nye ord i munden, se udviklingen i øjnene og tage en direkte diskussion af det, er et adelsmærke. Og det er jeg ikke den første socialdemokratiske leder i historien, der har kunnet, villet eller skullet.«
Den kyniske spin-analyse af Corydons trosbekendelse er, at det er en forklaring, der skal passe til lejligheden.
»Det er ingen selvfølge..«
En anden fortolkning er, at Socialdemokraterne først finder deres identitet og projekt, når de sidder med regeringsmagtens tømmer i hænderne. Corydon selv sagde med reference til både Poul Nyrup Rasmussen og Tony Blair, at han tror på, at resultaterne af regeringens reformer ikke bare kommer, men at de kan redde regeringen et genvalg.
Man anede også et andet mål. Nemlig at selvom vælgerne skulle forkaste Helle Thorning-Schmidts regering, så vil økonomisk ansvarlighed i velfærdsdanmark ikke være en dyd, som vælgerne på længere sigt alene knytter til borgerlige partier.
»Det er ingen selvfølge, at Socialdemokraterne vinder slaget om konkurrencestaten. Men der er gode eksempler på, at når man sadler hesten, får løst opgaven og siger tingene lige ud, så er der ingen naturlov, som forbyder, at du med et socialdemokratisk udgangspunkt kan vinde folks tilslutning.«